/rumfart

Golfslag i rummet

Russeren Michail Tyurin slog i denne uge en golfbold ud i rummet, da han var på vandring uden på rumstationen.

Af Thomas A. E. Andersen, lørdag 25. nov 2006 kl. 01:50

Under en rumvandring i denne uge foretog russeren Michail Tyurin verdens første golfslag i rummet.

Golfslaget fandt sted, mens Michail Tyurin og Nasa-astronauten Michael Lopez-Alegria vandrede rundt uden på rumstationen natten mellem onsdag og torsdag.

Golfslaget var en del af et reklamefremstød for det canadiske firma Element 21, der fremstiller golfudstyr af materialet Scandium, som også bruges i de russiske MIG- og Sukhoi-jagerfly, samt dele af de russiske moduler på rumstationen.

Materialet er lettere og stærkere end titanium. Sammen med golfkøllen var der også blevet opsendt en speciel tee-boks med en fjeder, som holdt bolden på plads i vægtløshed, men alligevel frigav den, da Tyrurin slog til den.

Omkring 40 minutter efter at de to astronauter var kravlet ud af luftslusen, slog Tyurin den tre gram lette bold af sted med et enkelthåndslag. Udspillet foregik fra den russiske Pirs-luftsluse, mens Lopez-Alegria holdt Tyurins ben.

Goldbolden fløj forbi Zvezda-modulet, og Nasa anslår, at bolden vil kredse omkring jorden i to til tre dage inden den brænder op.

Det eneste tidligere tilfælde af golfspil i rummet var under Apollo-programme i 1971. Her slog Alan Shephard under Apollo-14 missionen den første golfkugle på et andet himmellegeme. Her fløj golfbolden omkring. mellem 186 og 266 meter.

Forsinket start

Starten på rumvandringen blev forsinket i over en time, da Tuyrin under klargøringen fik problemer med kølesystemet i sin rumdragt.

Efter golfslaget begav de to astronauter sig til enden af Zvezda-modulet. Her undersøgte de den Kurs-antenne på det tilkoblede Progress-fartøj, der ikke ville folde sig inden under den seneste tilkobling.

Alle forsøg på at folde antennen ind var forgæves, da den var presset i mod et af håndtagene på rumstationsmodulet.

Herefter flyttede astronauterne en kommunikationsantenne til ESA's kommende ATV-fartøj, da den blokerede for at for noget andet udstyr. Deres sidste opgave var at installere et soludbruds-eksperiment på den forreste del af Zvezda-modulet.

Sammenlagt varede rumvandringen i fem timer og 38 minutter. Det var den 73. rumvandring på rumstationen og den første af fire, der er planlagt for den 14. permanente besætning.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.