EU har lige foræret Danmark 5 mio. ton CO2, og det er vi jo glade for. Godt nok havde vi bedt om 25 mio. ton, men skidt - lidt har også ret. Det er en lang historie om 1990, regnvejr i Norge og en overoptimistisk energiminister, som vi ikke behøver at træde i her.

Men tænk engang - 5 mio. ton CO2. Det er jo næsten en ton til hver dansker. Hvis man vælger at uddele EU-gaven til alle. Og hvorfor ikke. Ideen om den personlige CO2-kvote har rumlet længe, først og fremmest i Storbritannien, hvor kloge forskere har videreudviklet den til et system med Tradable Emission Quotas, også kaldet Teqs. Godt nok er den ikke omsat til praksis endnu, men der findes naturligvis en hjemmeside http://www.teqs.net/ hvor ideen er udfoldet.

Og måske er ideen slet ikke så tosset, her i vores individualiserede tidsalder. Få din egen personlige CO2-kvote, og bestem helt selv, hvad du vil bruge den til. Hvis du vil være rigtig bæredygtig, bliver din kvote godt nok ikke så stor - omkring 2 ton pr. år, sammenlignet med de 10 ton pr. dansker pr. år, hvis Danmarks nuværende CO2-udledning blev fordelt på alle danskere.

Men tilbage til EU's gave. Hvordan vil jeg bruge den ekstra ton CO2? Ja min første tanke var at komme lidt væk fra den mørke og kolde danske vinter - en tur til Thailand måske. Men ak, alene flyrejsen koster mig ca. 2 ton CO2, hvis man skal tro British Airways CO2 emission calculator. Så jeg nøjes med en tur til Rom, den koster kun en tredjedel ton i rejseudgift. Eller måske skulle jeg sælge den til højstbydende (som garanteret vil være en person, som kører byen tynd i sin Hummer).