Hvad kan magnetisk hukommelse bruges til?
Chipfirmaet Freescale er klar med magnetisk hukommelse, men mangler endnu at finde en anvendelse for det.
Magnetisk hukommelse, MRAM, har en række fordele frem for almindelig SDRAM eller NAND flash-hukommelse, men selvom teknologien er klar, er der ikke noget åbenlyst område, hvor MRAM er parat til at indtage markedet.
Chipproducenten Freescale har udviklet MRAM-chips med en kapacitet på 4 megabit. MRAM lagrer data magnetisk på chip, hvilket gør det muligt at læse og skrive data hurtigt, uden de forsvinder, når strømmen afbrydes.
Samtidig er chippene i stand til at bevare data under mere ekstreme forhold end eksempelvis flash-hukommelse.
Alligevel er der lange udsigter til, at MRAM erstatter de eksisterende teknologier. I første omgang formentligt som erstatning for kombinationen af SRAM og batterier til at bevare data i hukommelsen. Den afgørende forhindring er indtil videre prisen, der forhindrer MRAM's tekniske fordele i at konkurrere med konkurrerende produkter. Gennembruddet kan derfor kræve opdagelsen af nye anvendelsesområder.
"MRAM vil erstatte andre former for hukommelse, men MRAM har også nye egenskaber. Vi ser frem til de nye konstruktioner, der vil opstå efter introduktionen af MRAM", siger teknisk chef Andreas Wild fra Freescale til NetworkWorld.





