25 år med 14.318 MHz
Hvad har gyselige farver med 14.318 MHz at gøre ? PHloggen kipper med hatten for en fødselar.
Det er 25 år siden at IBM lancerede deres hjemmefuskede "Personal Computer" som en konkurrent til de hjemmecomputere der hærgede det USAnske marked, TRS80, Commodore osv.
Det kan I læse om alle mulige andre steder.
En "5150 Personal Computer" kunne med en "Color Graphics Adapter" bruge et fjernsynet som skærm og siden det var en hjemmecomputer brugte den en kassettebåndoptager som lager. Diskettedrev blev ret hurtigt standard ekstraudstyr sammen med PC-DOS.
Dagens Userfriendly tegneserie gør sig lystig over farverne på "Color Graphics Adapter", eller "CGA" som det hurtigt blev kendt, og guderne skal vide at det er berettiget kritik.
IBM's CGA kunne fire farver, sort, hvis, cyan og pædagog-violet.
Det var rædselsfuldt at se på.
Det var så slemt at der var firmaer der levede af at modificere CGA kort, så de viste mere civile farver og selvom det kostede IBM garantien, så var der kunder i butikken dagen lang.
Fjernsyn i USA bruger NTSC ("Never The Same Color") signalstandarden og farvesignalet er kvadraturmoduleret på en 3.57954545454... MHz subcarrier. Den frekvens har sin egen interessant historie, men den slipper I for idag.
IBM brugte et krystal på 14.318MHz, fire gange højere, så de nemt kunne lave fire farver ved at vælge en af fire faser fra to flip-flops der delte frekvensen ned.
Når man nu havde et 14.318 MHz krystal, så blev det også brugt: Delt med 3 blev det til CPU'ens forhadte 4.77MHz clockfrekvens. Delt med yderligere 4 blev det til 1.193MHz til den i8253 tæller der styrer højtaleren, DRAM refresh og den ledige timer til operativsystemet. Når tælleren tæller med alle 16 bits bliver det til de 18.2 Hz vi kender så godt fra MS-DOS.
Derfor overlever 14.318 MHz den dag idag i enhver PC og i de fleste tilfælde er det centrale krystal i maskinen stadig på 14.318 MHz, hvorfra en PLL chip leverer alle de andre frekvenser der skal bruges rundt omkring.
At folk så ikke var særligt tilfredse med de fire grimme farver er til at forstå når man tager i betragtning at Commodore VIC20 kunne vise 16 forskellige faver og tilmed lave animeret grafik.
Men som Peter Langston beklagede sig nogle år senere på "EUUG færgen" fra Finland: Commodore brugte jo en dedikeret chip til formålet og den havde kostet så meget som 31 cent, så det var en helt urimelig sammenligning.
phk
PS: Når de fleste firmaer har en "max 2 medarbejdere på samme fly" politik (for en eller anden værdi af 2) så kan det føres tilbage til at næsten hele designerholdet bag IBMs PC omkom i et flystyrt i 1985.










