Cassini halvvejs i sin mission
NASAs Cassini sonde, der befinder sig i kredsløb omkring Saturn, er nu halvvejs i sin fire år lange mission ved planeten. Det kommende år bliver en travl tid med bl.a. 17 forbiflyvninger af Titan-månen og 51 manøvre for at ændre banen.
Cassini har været i kredsløb om Saturn siden den 30. juni 2004 og har siden da studeret planeten samt dens ringe og måner. Indtil dato har den foretaget 15 forbiflyvninger af månen Titan. Her sendte den også med stor succes i januar 2005 ESAs Huygens sonde ned på overfladen.
Cassini's primære mission er foreløbig planlagt til at slutte i juni 2008. Inden da skal den, ifølge Cassini's projektleder Robert T. Mitchell fra NASAs Jet Propulsion-laboratorium, flyve forbi Titan endnu 30 gange. Han kalder de første to års observationer for opvarmning til den kommende periode, som bliver meget intens.
Toby Owen, der er forsker på Cassini og fra Hawai's Universitet, oplyser, at man fokusere meget på udforskningen af Titan, da den kan være med til at fortælle en masse om jordens tidligere historie. Forskerne mener, at jorden kan have startet sin eksistens med en tilsvarende form for metanholdig atmosfære, som Titan har i dag.
Da Titan befinder sig så lang fra Solen, minder den om et frossent ekko af jordens tidlige fase, med metan, kvælstof og en variation at små organiske molekyler. Han påpeger, at det er vores mindre afstand til Solen og dermed varmere planet som gør, at det er jordboerne som undersøger Titan og ikke Titan-boer som undersøger Jorden.
I løbet af sommeren bliver der for alvor sat fart i forbiflyvningerne af Titan. I løbet af 11 måneder skal Cassini foretage 17 forbiflyvninger af Titan og 51 manøvre for at ændre banen undervejs, hvilket er mere end en manøvre om ugen. Det næste møde med Titan vil finde sted den 2. juli og den 22. juli passere Cassini Titan i den hidtil tætteste afstand. Her vil Cassini passere hen over Titan's overflade i blot 950 kilometers afstand.
I løbet af de første to år har Cassini gjort en lang række nye opdagelser om Saturn. Der er blandt andet blevet fundet tre nye måner, og stor bjergkæde på månen Iapetus. På Enceladus fandt man store isgejsere som kaster materiale højt op fra overfladen.
I slutningen af juli vil Cassini blive drejet, således at man får et fugleperspektiv af Saturns ringe.






