/elektronik

Et billede af stirrende øjne gør os mere ærlige

En psykolog fra Newcastle University har påvist, at mennesker i højere grad følger påbud på skilte, hvis der hænger et billede af et par stirrende øjne ved siden af.

Af Niels Berg Olsen, torsdag 29. jun 2006 kl. 00:00

Melissa Bateson på Newcastle University har udført et interessant eksperiment. I kafferummet i en afdeling med 48 medarbejdere satte hun forskellige billeder op over maskinen i forskellige uger.

I den ene uge kunne det være et billede af blomster, i den næste var det billede af øjensektionen af et ansigt. Billederne var altid i formatet 15*3 cm, og nedenunder billedet stod anført, hvad man burde lægge i den opstillede blå dåse som betaling for kaffe, te og mælk. Betalingen afhang altså helt af folks egen ærlighed.

Resultatet var overraskende, selv for Bateson, som er psykolog. Folk betalte 2.76 - altså næste tre - gange så ofte for drikkevarerne i de uger, hvor der over maskinen var et par øjne, der stirrede på brugeren.
Vi mennesker er simpelthen født til at reagere prompte og kraftigt på øjne og ansigter. Så et af resultaterne af Batesons forskning er, at man bør anbringe billeder af et ansigt, ikke et kamera, på f.eks. en motorvej eller i en butik, hvor man vil gøre opmærksom på, at der er kameraovervågning.

Et billede af et kamera kræver en processering af billedet i hjernen. Øjne, ansigter reagerer man derimod intuitivt og medfødt øjeblikkeligt på.
Resultatet er også uhyre relevant for alle de eksperimenter, man i de seneste år har udført og som synes at vise, at mennesker er altruistiske.

Nørretranders fik bl.a. bogen "Det Generøse Menneske" ud af det. Men hvis testpersonerne, bevidst eller ubevidst, føler sig overvåget, så viser Batesons forsøg, at de vil opføre sig mere opofrende overfor medmennesket end hvis de ikke følte sig overvåget.

Forsøget beskrives detaljeret i artiklen "Cues of being watched enhance cooperation in a real-world setting" i tidsskriftet Biology Letters (DOI: 10.1098/rsbl.2006.0509).



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.