Det er med en følelse af tilfredshed i sindet, når Jens Grønbæk går rundt i gallerierne på Aros Århus Kunstmuseum. Ikke kun fordi han holder af god kunst og derfor kommer her ofte. Men nok så meget fordi han gennem syv år var en meget central person i projekteringen og opførelsen af museet og i al den tid sammen med sine kolleger arbejdede hårdt for at få den store kubeformede rødstensbygning op at stå ved siden af Musikhuset Aarhus.

Med andre ord har Jens Grønbæk sin del af æren for, at århusianerne med Aros har fået et museum af internationalt format, der med 460.000 gæster allerede de første 12 måneder også hurtigt viste sig at have bred folkelig appeal.

Før festen kunne begynde med den officielle indvielse 7. april 2004, var der imidlertid mange strabadser, der skulle klares for alle involverede. Ikke mindst for Jens Grønbæk, der dels var leder af det team af ingeniører, hans arbejdsgiver Niras havde sat på opgaven, og dels udgjorde den ene halvdel af ledelsen for hele byggeprocessen.

»Det er det længstvarende projekt i mine 26 år som ingeniør. Jeg var koblet på lige fra arkitektkonkurrencen blev afgjort i 1997 til indvielsen i 2004. I fem-seks af årene var det et fuldtidsprojekt for mig, og jeg er stadig involveret i forskellige opfølgende opgaver,« fortæller han.

Selv for en erfaren ingeniør og projektleder bød den store opgave på masser af nye og uforudsete udfordringer. Udfordringer som ind imellem kunne virke uoverskuelige - indtil de blev løst.

Meget af bøvlet kom af, at byggeriet var fordelt på 16 fagentrepriser. Opdelingen på enkelt-entrepriser var mange millioner kroner billigere, end hvis en hovedentreprenør skulle have stået for hele byggeriet.

Til gengæld gav det en masse arbejde med at styre og koordinere de op til 100 håndværkere fra forskellige firmaer, der kunne være i gang på byggepladsen på én gang. Arbejdet blev ikke lettere af, at mange af entreprenørerne blev overraskede over opgavens omfang og kompleksitet. Hvilket også førte til kontroverser om økonomiske forhold.

»Det kunne ind imellem være sejt,« siger Jens Grønbæk diplomatisk.

Inden for det rent ingeniørmæssige begyndte udfordringerne allerede med at få piloteret den i alt syv etager høje bygning forsvarligt.

"Noget af det specielle ved det her hus er, at det går meget langt ned i jorden. Det nederste gulv er jo 15 meter under græsset derude," siger han og peger ud på den græsklædte skråning uden for vinduet i museets café.

»Vi måtte grave otte meter ned under grundvandsspejlet og banke spunsvæggene 12 til 14 meter ned i jorden. Vi lavede en ekstrem voldsom spunskonstruktion,« fortæller han.

Næste trin var støbning af en blot ti cm tyk uarmeret bundplade, som der blev banket 550 trækpæle af beton ned i.

»Vi havde fjernet 50.000 kubikmeter jord fra hullet, og al den jord vejede mere end det færdige hus. Derfor ville huset med tiden blive presset op af det fede ler i undergrunden, hvis vi ikke bankede trækpælene ned under det.«

Et år gik der med dette forberedende arbejde og efterfølgende støbning af selve bunden til huset, før byggeriet kunne begynde at gå opad.

Andre store faglige udfordringer hang sammen med arkitekternes ønske om at integrere lette elementer, der giver den ellers bastante kube et svævende præg.

»For eksempel det dæk, vi sidder på her i cafeen, det hænger i de jernstropper derhenne,« siger Jens Grønbæk og peger hen på nogle rundjern, der med nogle meters mellemrum går fra gulv til loft i cafeen.

»Dette dæk skulle se svævende ud og derfor være meget tyndt, når man ser det gennem det store vindue ud mod Vester Allé. Så vi kunne ikke lave det oven på nogle kraftige bærende bjælker,« lyder forklaringen. Altså måtte etableringen af dækket med café, butik og børnemuseum vente til dækket oven over var blevet færdigt, så der var noget at hænge det op i.

De mange krævende dele af byggeriet og talrige uventede problemer undervejs tog hårdt på de 10- 12 ingeniører, der arbejdede på byggepladsen. I kombination med det til tider svære samarbejde med de firmaer, der havde fagentrepriserne, gav det et højt stressniveau på holdet.

»Det siges, at stress er sundt i en kortere periode. Men her var der halvandet år, hvor stress var en belastning for mange af de implicerede. Nogle gik helt ned på det, så det var også min opgave at sørge for medarbejdernes almenbefindende«.

Trods alt bøvlet og besværet svarer han straks ja til spørgsmålet, om han også ville have påtaget sig opgaven som projekt- og byggeleder på Aros, hvis han havde vidst, hvordan det ville blive.

»Men jeg ville nok have rustet mig bedre. Hvis vi havde vidst, hvor vanskeligt det ville blive, skulle vi fra starten have haft en højere bemanding med arkitekter og ingeniører.«