Ruderne i DR’s nyhedshus har slået revner
Ekstraregningen for nyhedshuset ventes at runde 50 mio. kr.
Byggeriet af Danmarks Radios nyhedshus i Ørestad fortsætter med at gøre knuder. Knap er skaderne efter de nedbøjede bobledæk rettet op, før glasset i nordfacadens vinduer slår revner.
»Der er tale om en meget stor og tung stålfacade, der hænger i taget. På grund af en fejl er der opstået nogle sætningsproblemer, som så har fået ruderne til at revne,« forklarer projektchef Knud Erik Busk fra DR.
Årsagen til at facaden har sat sig er ikke fastslået med sikkerhed. Meget tyder dog på, at styrken på den bærende stålbjælke har været beregnet forkert.
»Derudover er det vores opfattelse, at de problemer, som vi tidligere har haft med bobledækkene i etageadskillelserne, har haft en afsmittende virkning på facaden,« siger han.
Fejlen blev opdaget, da man begyndte at sætte de otte kvadratmeter store ruder op. Ruderne blev efterfølgende pillet ned igen, og håndværkere har siden været i gang med at udskifte beslagene, der bærer facaden. Samtidig er tagkonstruktionen forstærket. DR forventer, at nyhedshuset kan tages i brug i efteråret, hvilket følger den seneste tidsplan.
Byggeriet af Danmarks Radios nyhedshus i Ørestad fortsætter med at gøre knuder. Knap er skaderne efter de nedbøjede bobledæk rettet op, før glasset i nordfacadens vinduer slår revner.
DR har til dato brugt 40 mio. kr. på at rette op på fejl og mangler på nyhedshuset efter fadæsen med bobledækkene, men den endelige regning bliver en del større, vurderer Knud Erik Busk.
»Min vurdering er, at vi kommer over 50 mio. kr. Hvor meget ved vi ikke, men vi budgetterer med 80 mio. kr.,« lyder hans bud.
Hvad angår bobledækkene, så er genopretningsarbejdet næsten afsluttet og håndværkere er netop nu i gang med at tage det sidste midlertidige stål ud af nyhedshusets indre, oplyser Knud Erik Busk. For at styrke de svækkede bobledæk har ingeniørerne forstærket 24 søjler med kapitæler for at øge bæreevnen. Armeringen i bobledækkene er desuden forstærket adskillige steder i bygningen.
Sagen om bobledækkene kom frem i januar sidste år, da det blev konstateret, at flere hundrede kvadratmeter dæk på flere etager bøjede op til ti cm, og lofterne revnede.
Selvom der er gået mere end et år siden skaderne blev opdaget, er der stadig ikke placeret et ansvar i den sag. DR mener, at nyhedshusets rådgiver, Niras, har lavet en regnefejl. Niras mener derimod, at der er tale om fejl begået af entreprenøren NCC under udførelsen af arbejdet. Sagen har siden februar sidste år været genstand for en syns- og skønundersøgelse. Ifølge Knud Erik Busk kan der gå lang tid endnu, før der kommer en afklaring.
»Sagen kan køre i mange år og vil formentlig ende i en voldgift, før vi får et klart svar,« siger DR's projektchef. Indtil ansvaret placeres, og det er afgjort, hvilket forsikringselskab der skal betale de mange millioner kroner, hænger DR selv på regningen.
Nyhedshuset er tegnet af arkitektfirmaet Dissing+Weit-ling. Niras og Ove Arup og Partners er rådgivere på projektet mens NCC Construction laver entreprenørarbejdet.
Ud over nyhedshuset består DR Byen i Ørestad af fire andre bygninger, herunder et spektakulært koncerthus tegnet af den franske stjernearkitekt Jean Nouvel. Hele herligheden har indtil videre kostet 3,4 mia. kr. at bygge.






