Flere uheld på skinnerne i fjor
Den politiske nedprioritering af banernes sikkerhedsudstyr har fået tydelige konsekvenser, viser ny rapport fra Banedanmark driftsuheld. Sidste år var der dobbelt så mange uheld som i 2003.
Politikernes nedprioritering af sikkerheden på skinnerne har fået helt bogstavelige konsekvenser: Antallet af uheld med skader på mennesker og materiel er steget.
Banedanmark har i flere år lagt op til markante investeringer i nyt sikkerhedsudstyr på jernbanen, der stadig arbejder med 20 år gamle systemer. Men har ikke kunnet skaffe lydhørhed hos regeringen. Imens ser det stadigt ringere ud med sikkerheden.
Det viser Banedanmarks rapport over driftsuheld i 2005. Rapporten er offentliggjort i formiddags.
I alt skete der 33 toguheld sidste år. Det er tre flere end året før og næsten dobbelt så mange som i 2003.
Seks omkom, ti blev alvorligt kvæstet, og 65 kom lettere til skade ved toguheld. De i alt 81 personskader skal ses i forhold til 57 i 2004 og 25 i 2003. 75 procent af personskaderne gik ud over passagererne.
»Det bekræfter vores værste anelser. Togsikkerheden bliver forsømt politisk, økonomisk og organisatorisk, dvs. internt i Banedanmark,« siger Martin Lidegaards, trafikpolitisk ordfører for Det radikale Venstre.
»De oplysninger vil vi bruge til at lægge et maksimalt pres på regeringen, når vi i løbet af efteråret skal forhandle budgettet for jernbanen på plads. Det gælder såvel spor som signaler,« siger Martin Lidegaard.
De radikale accepterede i fjor modvilligt at udsætte en opgradering af sporene og beslutningen om et nyt signalsystem. I år går Lidegaard efter en vedtagelse af en ti milliarder kroners investering til sporene over ti år og en 7-8 mia. kroner stor investering til ny togsikkerhed.
Banedanmarks rapport viser også, at hovedparten af uheldene, traditionen tro, skete under rangering.
I 2005 indtraf 19 uheld under rangering, når tog stødte sammen og blev afsporet. Der var fire tilfælde af brand, mens der skete ti uheld under togkørsel.
En af de ulykker, der kostede mest menneskelig smerte, er endnu ikke opklaret. Det var et S-tog, der 14. februar kørte op i et holdende S-tog mellem Sorgenfri og Lyngby. Togets lokomotivfører og en passager blev alvorligt kvæstet. 47 passagerer og to af togets personale kom lettere til skade.
To andre uheld medførte store skader på toget: 20. juli ramte et materieltog en jerndrager, der havde forskubbet sig i forbindelse med udvidelse af tunnelen uner sporet. Og 21. november påkørte et godstog, under gennemkørsel på Kolding Station, et arbejdskøretøj.






