Svensker og nordmand grebet i grov forskningsfusk
Forskningsfusk præger overskrifterne i Sverige og Norge, efter den koreanske stamcelleforsker Hwang har vakt opsigt i verden med sin snyde-forskning.
En ekspertgruppe nedsat af det svenske Vetenskapsrådet har gennem et års tid gennemgået en lang række artikler og patentansøgninger, som Thomas Lundeberg har publiceret de seneste fem år, mens han var ansat som forsker ved Karolinska Institutet i Stockholm.
Både Dagens Nyheter og Vetenskapsrådets eget netmedie, Tentakel, skriver, at Thomas Lundeberg, der i dag er ansat som overlæge på Danderyds sygehus, ifølge eksperterne har kopieret artikler og opfundet data til sine patentansøgninger. Der tales ifølge Dagens Nyheter om "omfattende plagiering" og om, at "fejlagtige dataoptegnelser i arbejder fra Lundebergs forskningsgruppe ikke har været usædvanlige foreteelser".
Thomas Lundeberg har arbejdet med alternativ medicin og ikke mindst smertebehandling med akupunktur og massage. Han har været uhyre flittig både som forsker, behandler, lærebogsforfatter og foredragsholder. Siden 1983 har han skrevet 275 forskningsartikler.
Endnu afventes Vetenskapsrådets endelige udtalelse om sagen baseret på rapporten og kommentarer fra Thomas Lundeberg og de øvrige implicerede forskere. Foreløbig har Thomas Lundeberg offentligt kun vedkendt sig mindre fejl, som er sket uden fortsæt - men sådan kommenterede sydkoreanske Hwang også i starten de anklager, han fik rettet mod sig.
Forskningsfusk præger overskrifterne i Sverige og Norge, efter den koreanske stamcelleforsker Hwang har vakt opsigt i verden med sin snyde-forskning.
Imens er også den norske kræftforsker Jon Sudbø blevet snuppet for at have opdigtet data for 908 personer i en stort anlagt kræftundersøgelse.
Den norske statsministers søster, Camilla Stoltenberg, der er divisionsdirektør på Folkehelseinstituttet, er ansvarlig for databasen Conor (Cohort of Norway), hvorfra Jon Sudbø hævdede at have hentet data om 908 personer. Han brugte dataene til at vise, at betændelsesbekæmpende medicin kan formindske risikoen for kræft i munden.
Problemet var blot, at de data, som Jon Sudbø brugte, overhovedet ikke var tilgængelige i databasen. Så da Camilla Stoltenberg efter at have læst Jon Sudbøs artikel i oktoberudgaven af The Lancet i sin juleferie kontaktede hospitalet, hvor Jon Sudbø var ansat, rullede sagen, og Jon Sudbø gik hurtigt til bekendelse.
Sagen har foreløbig fået den konsekvens, at et stort anlagt forsøg med 360 personer i USA, der skulle havet udført yderligere studier med betændelsesbekæmpende medicin i kræftbehandling, er blevet lagt på is. Undersøgelsen, der skulle ledes af Jon Sudbø sammen med Scott Lippmann fra M.D. Anderson Cancer Center i Houston, havde fået bevilliget mere end 50 mio. kr. i støtte. Scott Lippmann var medforfatter på Jon Sudbøs artikel i The Lancet.






