/karriere

Boykot giver permanente tab for danske virksomheder

Det kan tage flere år at få medvind i Mellemøsten oven på ­Muhammed-tegninger, vurderer eksperter.

Arla er handlingslammet

»Vi kan ikke gøre ret meget. Vi er nærmest handlingslammede,« siger Arlas pressechef, Louis Illum Honoré.

Den årelange satsning på eksport til Mellemøsten er tabt på gulvet for den store nordiske mejerigigant, lyder hans frustrerede melding.

»Vi prøver at oplyse dem om, hvad der sker herhjemme. Vi forsøger også at påvirke systemet herhjemme på de indre linier, og så har vi kontakt til muslimske organisationer, som kan være nøglen til en løsning på konflikten. Vi kan dog ikke komme med løsningen på det her problem, for det er ikke os, som er en direkte part i sagen.«

Har I overvejet budskaber på jeres produkter, som fortæller jeres holdning i denne sag?

»At skrive den slags på vores produkter kræver, at de er ude på butikkens hylder. Hvis vi gør det nu, så står der en masse velmenende ord på nogle produkter på et lager. Vi har gang i mange forskellige udmærkede ideer, men det kræver altså, at boykotten bliver ophævet, før vi for alvor kan agere.«

Hvad kommer det her til at koste?

»Det er svært at sige. Jo længere tid, der går, jo mere mister vi. Ikke bare de her 10 mio. kr. om dagen, som vi mister i omsætning. Bare det at komme ind igen på hylderne, fordi vores konkurrenter falder over hinanden, gør det vanskeligere og vanskeligere. Vi kan ikke sige det, før boykotten er ophævet. Men det er helt sikkert et tal, der som minimum skal tælles i et trecifret millionbeløb.«

Hvor lang tid vil det tage at komme tilbage igen?

»Det vil tage år, før vi er på det niveau, som vi var på for bare en uge siden. Vi var markedsleder i Saudi-Arabien.« u

Af Peter Nyholm og Lene Wessel, fredag 03. feb 2006 kl. 04:50

Årelangt dansk benarbejde for at opbygge eksport til Mellem­østen kan være endegyldigt tabt på gulvet med den nuværende boykot af danske varer på grund af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Det vurderer flere eksperter.

De sammenligner situationen for danske varer i Mellemøsten med boykotten af de franske vine i 1995 og 1996 efter præsident Jacques Chiracs atomprøvesprængninger.

»De prøvesprængninger fik folks fik øjne op for andre vine end de franske. Det var den adfærdsændring, som gjorde, at skredet kom meget hurtigt,« forklarer vinhand-ler Christian Philipson fra Philipson Wine.

Første år i boykotten faldt de franske vines markedsandel med 20 pct., og siden er markedsandelen for franske vine faldet fra 67 til 27 pct. i Danmark.

Ifølge eksperterne kan danske produkter, først og fremmest fra mejerigiganten Arla, blive ramt af samme effekt. Det afhænger dog af, hvor lette produkterne er at erstatte, og hvor lang tid krisen varer.

»Det her vil give varige skader i det omfang, man kan finde sammenlignelige produkter. Forbrugerne får simpelthen øjnene op for tilsvarende produkter,« forklarer Mads P. Sørensen, som er idéhistoriker og forfatter til bogen "Den Politiske Forbruger".

Han mener, at situationen er særligt ulykkelig for de involverede virksomheder i sagen her, fordi der ikke er noget klart mål med boykotten - i modsætning til sagen om dumpningen af Brent Spar-platformen, der førte til en boykot af Shell.

»I den sag var der et klart mål. Derfor holdt boykotten hurtigt op. Arla har derimod intet med det her at gøre. De kan jo højest opsige deres Jyllands-Posten-abonnement,« konstater Mads P. Sørensen.

Han opfordrer til, at en virksomhed som Arla indfører en religionspolitik.

»Arla kan overveje at melde klart ud på produkter og hjemmesider med udtalelser som: "Vi går ind for at sidestille alle religioner". Eller: "Vi anser den islamiske verden for at være en stor civilisation." Det kan blive nødvendigt med den slags udtalelser for at komme tilbage på markedet igen,« vurderer han.

Også Martin Hvidt fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet forudser, at det bliver svært for danske virksomheder at kæmpe sig tilbage i regionen.

»Forbrugerne har måske valgt konkurrerende produkter og måske har danske va-rer fået et image, som noget man skal holde sig fra,« siger han.

Til gengæld har de ingeniørtunge varer fra f.eks. Grundfos en pæn chance for at slippe billigere end varer på supermarkedets hylder.

»Det er mere unikke produkter, som en kommunes tekniske forvaltning måske køber ind. Derfor er de ikke helt underlagt samme spilleregler,« forklarer Martin Hvidt.

I Syriens hovedstad Damaskus oplever Jørgen S. Nielsen, direktør for Det Danske Institut i byen, at der opfordres til at købe Nestlés Milo-mælk i stedet for Arla. Han vurderer, at det kan tage op til tre-fire år, før sagen er faldet til ro, og sammenligner med sagen om De Sataniske Vers og fatwaen over forfatteren Salman Rushdie.

En anden Mellemøstekspert, Neill Quilliam fra det interna­tionale sikkerhedsrådgivnings­firma Control Risks, mener dog, at den opblussen af had mod Danmark, som Muhammed-tegningerne har fremprovokeret, højest vil vare et par uger endnu.

Ekspert i globalisering, lektor Erik Strøjer Madsen fra Handelshøjskolen i Århus, tvivler også på, at der går flere år med boykot, medmindre der iværksættes konkrete politiske tiltag, der bevidst går efter at ­holde danske varer ude af markedet.

»Men det er vigtigt at huske på, at der ikke er tale om tabt eksport for 15 mia. kr. Det kan jo være, at varerne kan sælges til en anden aftager - bare til en lidt lavere pris. Der er jo ikke tale om enorme eksportmarkeder for danske virksomheder.«



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.