2005 satte ny global varmerekord
2005 var en smule varmere end 1998 og dermed det varmeste år i et århundrede.
2005 blev det varmeste år, der er målt på Jordens overflade, og især i Arktis var det usædvanligt varmt, meddelte den amerikanske rumfartsorganisation NASA tirsdag.
Alle de fem varmeste år, der er registreret siden NASA begyndte regelmæssige målinger i 1890'erne, ligger ifølge en analyse fra NASA's Goddard Institute for Rumstudier inden for de seneste ti år.
Med det nye rekordår er de fem varmeste år nu, i faldende rækkefølge: 2005, 1998, 2002, 2003 og 2004.
Reuters Bureau citerer meteorolog Drew Shindell fra NASA for i New York at sige, at »det er rimeligt at sige, at 2005 formentlig er det varmeste år, siden vi har fået moderne meteorologiske målinger.«
Ifølge Goddard Instituttet blev 2005 "en lille smule varmere end 1998", men 1998 var for sin del meget påvirket af en usædvanlig kraftig El Nino.
»Det usædvanligt varme år 1998 er nu blevet normen,« sagde Shindell.
Igennem de seneste 30 år er den globale gennemsnitstemperatur steget 0,6 grader C, og gennem de seneste 100 år er den steget 0,8 grader C.
Resultaterne fra Goddard Instituttet er baseret på beregninger over temperaturerne i Arktis fra nærliggende målestationer, fordi der ingen tilgængelige data foreligger fra det egentlige Arktis.
»Derfor kan vi ikke med ethundrede procents sikkerhed sige, at 2005 var det varmeste år, men jeg er rimelig sikker på, at det var det,« sagde Goddard Instituttets direktør, James Hansen.
Præcis hvor meget varmere 2005 var end 1998, meddeler ingen af de internationale nyhedsbureauer dog.






