/biotek

Stamcellefusker siger undskyld til sine landsmænd

Den sydkoreanske forsker Hwang Woo-suk påtager sig ansvaret for forfalskede data, men hævder at være blevet vildledt.

Af Jan Dahlmann, torsdag 12. jan 2006 kl. 00:00

Sydkoreas vanærede stamcelleforsker, den verdenskendte veterinærprofessor Hwang Woo-suk, der er hovedperson i en af den nyere tids største videnskabelige skandaler, trådte onsdag frem på sydkoreansk tv og gav hele nationen sin uforbeholdne undskyldning.

»Jeg beder om tilgivelse,« sagde en næsten grædende Hwang i den tv-transmitterede pressekonference.

Han sagde, at han næsten ikke kunne løfte hovedet af bar skam, men han tog ansvaret for fejlene. Samtidig hævdede han, at han var blevet narret af yngre forskere i sin forskergruppe.

Det var Hwangs første offentlige optræden, efter at han tidligere på ugen mistede al troværdighed og national ære, han havde opnået, siden han i februar 2004 blev verdenskendt for at have skabt verdens første klonede menneskelige embryo og udtaget stamceller fra det.

Hwang: Narret af hospital

En videnskablig kanonhistorie var det - den var bare ikke sand. Ligesom en anden opsigtsvækkende artikel om klonede embryoer, offentliggjort i Science i fjor, heller ikke var det.

Hwang hævdede, at de fleste af de fabrikerede data var fremkommet - uden hans vidende - af samarbejdspartnere på projektet.

Han sagde, at hans laboratorium vitterlig havde produceret omkring 100 klonede embryoer, men at det hospital, der var ansvarlig for at udvikle stamcellerne, havde narret ham om resultaterne.
Og han sagde, at han spekulerede over, om lederen af hospitalet måtte have ønsket at hævne sig på Hwang.

Dr. Hwang hævdede også fortsat at have den nødvendige teknologi for at kunne klone embryonale stamceller, der matchede genetisk til bestemte patienter.

»Jeg tror, at vi kan skabe patient-specifikke stamceller i løbet af seks måneder, hvis vi kan skaffe tilstrækkeligt med æg,« sagde han.

Sydkoreas regering fratog onsdag Hwang hans titel som »top-scientist«, der ellers ville have garanteret ham en årlig statslig forskningstøtte på 3 mio. US dollar i fem år.

Foruden videnskabelig svindel risikerer anklagerne mod Hwang og hans forskningsgruppe at komme til at omfatte bedrageri og underslæb. Dét spørgsmål undersøges for tiden af anklagemyndigheden i Sydkorea.

Ifølge BBC er der i Sydkorea offentlig bekymring over de ca. 180 mio. kroner, som Hwang har modtaget i forskningsstøtte med henblik på at gøre landet internationalt førende inden for stamcelleforskning.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.