I sky-baren på verdens fineste hotel Burj Al Arab er man omgivet af guld og glimmer 200 meter over Den Persiske Golf. Og igennem de enorme panoramavinduer er der udsigt over de mest spektakulære byggeprojekter i verden netop nu. Ud fra kysten vokser kunstige øer med plads til hundredtusindvis af mennesker, og på landjorden skyder utallige skyskrabere mod himlen for at danne nye eksklusive bydele til beboelse, turisme og erhverv.

Dette er Dubai.

Verdens hurtigst voksende by med en målrettet ambition om at blive nyt internationalt finanscentrum, turist-paradis og erhvervs-eldorado. På én gang. En nærmest urealistisk plan i betragtning af, at det lille arabiske emirat indtil for 30 år siden ikke var meget andet en sandkasse på størrelse med Fyn og øerne. Men udsigten fra sky-baren fortæller en vanvittig historie. Et eventyr om, at drømmen er på vej til at blive virkelighed. Selv kalder de det »Verdens 8. vidunder«...

Især én mand har æren. Kronprins sheik Mohammed Maktoum bin Rashid Al Maktoum. En usædvanlig populær diktator, der har sat turbo på sin fars vision om at fremtidssikre rigdommen i den skattefrie ørkenstat, der løber tør for olie om cirka 10 år. Sheiken har liberaliseret samfundet, investeret oliemilliarderne i infrastruktur og gjort Dubai til en verdensattraktion med det ene ekstravagante byggeri efter det andet. Den slags skaber opmærksomhed, og i dag står udenlandske pengemænd for ca. 70 pct. af alle nye investeringer i Dubai ifølge en undersøgelse fra schweiziske Nexus Capital.

Det syvstjernede hotel Burj Al Arab er symbolet på Dubais rigdom. Egentlig kan hoteller slet ikke få mere end seks stjerner, men da Burj Al Arab overgår alle andre i luksus, har hotellet givet sig selv den syvende stjerne.

Alene springvandet i foyeren har kostet omkring 200 millioner kr., og det er her foran vandsøjlerne, at vi møder danske Jari Nielsen. Hans oplevelser som receptionschef beviser, at Dubai allerede er en magnet for verdens mest magtfulde og velhavende mænd.

»I sidste uge havde vi både Bill Clinton og Richard Branson boende. Alle de store kommer her,« siger han med en vis stolthed.

Stjernene betaler gerne 75.000 kroner for en nat i den 780 kvadratmeter store kongesuite. Så kan de også selv vælge, om de vil hentes i Rolls Royce eller helikopter, når privatflyet lander i den internationale lufthavn.

I Dubai er hastigheden vigtigere end prisen. Det konstaterer den irakiskfødte ingeniør dr. Louay Mohamad, der har boet i Danmark i otte år, ind til han flyttede til Dubai for halvandet år siden.

Vi møder Louay Mohamad hos det statsejede udviklingsselskab Nakheel, der er ét af de tre statsejede udviklingsselskaber i Dubai, der driver byggeriet frem i rasende fart. Louay Mohamad er udlånt af danske Cowi, og med hjælp fra eksterne rådgivere står han for den tekniske optimering af Nakheels omfattende kystudvikling, der vil give Dubai ca. 1.500 kilometer ekstra kyststrækning om 10-15 år. Tiden i Dubai har sat Louay Mohamad ind i en helt ny tankegang inden for konstruktion og byggeri.

»Nakheel arbejder ud fra økonomiske interesser. Man udvikler, sælger og opstarter projekter, før man har foretaget tekniske undersøgelse. Det er et mareridt for ingeniører, fordi vi så må rette projekterne til løbende, efterhånden som vi får gennemført de nødvendige analyser. For os er det en bagvendt proces, men for selskabet er det vigtigere at få projekterne finansieret hurtigst mulig. Også selv om de ved, at det giver tab, når man starter op uden den optimale konstruktion,« siger dr. Louay Mohamad. Selv om han undrer sig over forretningsgangen, er han beæret over at være involveret i Dubais udvikling.

»Det er det største, man nogensinde har set i verden, og jeg tror ikke det vil ske igen. Alt i Dubai er megaskala,« siger han og finder projekttegninger frem fra stakken på skivebordet.

Blandt projekterne er Dubais palme-trilogi, der består af tre kunstige øer udformet som palmer i en størrelsesorden, så de kan ses fra månen. Alene for at konstruere den tredje og største palme-ø, skal der bruges 1,15 milliarder kubikmeter sand - mere end 750 gange så meget, som blev brugt til at anlægge Amager Strandpark.

Et andet storstilet projekt er det kunstige ø-rige »The World«. 300 små øer, der til sammen danner et verdenskort fire kilometer fra Dubais kyst. Sandøerne er til salg for mellem 50 og 230 millioner kroner, men så må man også selv vælge, om øen skal bruges til et luksushotel, en regnskov eller en sommervilla.

»History is Rising« står der på et kæmpe reklameskilt ved den 12-sporede motorvej, der løber tværs igennem byen. Og bag skiltet ser vi begyndelsen på det, der bliver verdens højeste bygning, Burj Dubai. Hvor høj bygningen bliver, holder bygherren Emaar, et af Dubais andre store statsejede udviklingsselskaber, for sig selv, men rygterne siger ca. 700 meter.

Hemmelighedskræmmeriet skyldes, at det konkurrenten Nakheel allerede har lanceret planen om at overgå Burj Dubai med bygningen Al Burj, og det skal jo ikke være alt for nemt for Nakheel at vinde den magtkamp.

Selv om Burj Dubai bliver bygget flere kilometer fra det nuværende bycentrum, kommer skyskraberen ikke til at stå alene. Så langt øjet rækker, ser man halvfærdige højhuse med tårnkraner, der stikker op fra toppen. Et overrumplende syn, der pludselig får rygtet om, at 15 pct. af verdens tårnkraner står i Dubai, til at virke realistisk.

Til den anden side ser man byens eksisterende skyline, der sagtens kunne forveksles med Manhatten. Her er både tvillingetårne og en ny triumfbue, hvor den internationale børs åbnede den 26. september i år. Det er den første børs i Mellemøsten, som er uafhængig af lokal lovgivning. Endnu et bevis på, at Dubai er nærmere et nyt finanscentrum end noget andet sted i Mellemøsten.

Dubai er da også ved at frigøre sig fra olieafhængigheden. Ifølge tal fra finansministeriet under De Forenede Arabiske Emirater (UAE) bidrager olien i dag kun med 5 pct. af Dubais indtjening. For hele UAE udgør olien en tredjedel af indtjeningen.

Flere af de udstationerede vesteuropæere, vi taler med, ser det som Dubais fordel, at byen styres af én mand. Der er ingen organisationer og lokalpolitikere, der blander sig, hvis man får lyst til at fjerne et boligkvarter for at realisere endnu et overdimensioneret byggeprojekt. Og med en begrænset pressefrihed bliver der heller ikke sat spørgsmålstegn ved, at byen bliver bygget af billig importeret arbejdskraft fra Indien, Pakistan og Bangladesh.

Nul bureaukrati og et lavt omkostningsniveau er altså væsentlige forudsætninger for, at Dubai kan udvikle sig i det hæsblæsende tempo. Men det er også forhold, der ridser i lakken på det polerede luksussamfund.

Vi besøger barakbyen Sonapur ved grænsen til nabo-emiratet Sharjah. Her er ingen Porscher eller firehjuls-trækkere, men på hvert gadehjørne holder støvede hvide busser klar til at fragte de tusindevis af arbejdere til byggepladser i hele Dubai.

De fleste af barakbyens beboere er på arbejde. Og dem der ikke er, søger skygge under halvtagene til de faldfærdige skure, der skal gøre det ud for supermarkeder.

Tømreren Elalamala har meldt sig syg, fordi han har smerter i ryggen. Vi møder ham foran den hvide barak, hvor han deler et værelse på 12 m2 med fem andre arbejdere. Der er ingen aktivitet. Kun fluerne i fælleskøkkenet, der spiser rester fra morgenmaden.

Elalamala kommer fra Tamilnadu-provinsen i det sydlige Indien og taler kun sit eget sprog. Takket være vores indiske taxachauffør finder vi ud af, at han har efterladt sin kone og tre børn for at rejse til Dubai. Han tjener 1.500 kroner om måneden plus logi for 12 timers arbejde seks dage om ugen. En løn, der ligger over gennemsnittet.

Da vi spørger, om han er tilfreds, trækker han på skuldrene og nikker:

»Det er bedre end i Indien. Her kan jeg få et job,« siger Elalamala, der hver måned sender 600 kroner hjem til familien. Det er nok til, at hans nærmeste kan overleve. Til gengæld har han ikke set dem i halvandet år, fortæller han og børster støvet af sin trøje.

I shopping-centret »Mall of the Emirates« har ingen støv på tøjet. Her vrimler det med velklædte vesterlændinge, som drikker Starbucks-kaffe og spenderer den skattefrie indkomst i mærkevarebutikker á la Nike, Calvin Klein og Vero Moda. Det er også her unge arabiske kvinder går med Gucci-solbriller skjult af heldækkende abbaya-dragter, mens mændene i karakteritiske hvide dishdasha-dragter trykker næsen flad mod panoramavinduet til ørkenstatens nye forlystelse: Verdens største indendørs skibakke.

Dubai er klodens mest globaliserede samfund. Man mener, at kun 15 pct. af de 1,4 mio. indbyggere er emirater. En tilsvarende del er veluddannede indvandrere fra mere end 100 forskellige lande. Resten er importeret billig arbejdskraft. De er her alle for at tjene penge, men udbetalingen er forskellig. Meget forskellig.

Thomas Bay er handelsdelegat og dansk konsul i Dubai. Han oplever klasseforskellen hver eneste dag og ser den som et udtryk for, at den mentale omstilling til vestlige forhold tager længere tid end den fysiske.

»I Europa har vi haft 150 år til at udvikle demokrati. Hernede er tingene gået ekstremt stærkt. Men det retfærdiggør selvfølgelig ikke de forhold, som de fattige arbejder under,« siger han. Som den person, der skal fremme dansk erhvervsliv i Dubai, glæder han sig over, at forholdene trods alt bliver bedre.

»Da jeg var i Dubai i 2001 blev arbejderne transporteret i kreaturvogne, og ingen brugte hverken hjelm eller sikkerhedssko på byggepladserne. Det er heldigvis ændret, men araberne har stadig meget at lære i forhold til den vestlige kultur,« siger Thomas Bay.

Det er ellers ikke fordi, sheiken kæmper for at bevare den lokale kultur. Tværtimod gælder det om at tiltrække millioner af udlændinge til at udfylde de mange nybyggede boliger og skabe den ønskede metropol i ørkensandet.

Om det vil lykkes, spørger alle sig selv om i Dubai. Både hotelmedarbejderne, bygningsingeniørerne og finanshajerne. Også handelsdelegat Thomas Bay.

»Jeg er ikke bange for, at vi vil opleve en boble, som brister. Det er der alt for mange penge til. Til gengæld kan jeg godt få øje på de stigende boligpriser og forbrugsomkostninger som en sort sky ude i horisonten,« siger Thomas Bay. Hans pointe er, at Dubai skal være billig for at trække udlændinge.

Det ved sheiken med garanti også godt. Spørgsmålet er så, om han har tænkt en løsning ind i sin masterplan, eller om de enorme udviklingsprojekter engang ude i fremtiden ender som topmoderne spøgelsesbyer i stedet for velstandsmekkaer.