/energi

Underskriver aftale om Metroring i dag

Frederiksberg og Københavns borgmestre og tre ministre underskriver i dag en aftale om en metroring til 15 milliarder kroner.

Af Søren Bjørn-Hansen, fredag 02. dec 2005 kl. 00:00

I eftermiddag kl. 15 underskriver Københavns og Frederiksberg kommuner og tre ministre en aftale til 15 mia. kr, om udvidelse af den københavnske metro. Ceremonien foregår i Finansministeriet.

Der går dog syv til ti år, inden de første passagere kører igennem den 15 kilometer lange cityring.

Cityringen har for længst fået tilført tre milliarder kroner fra statens salg af havnegrunde. Dermed besluttede regeringen at bygge metroens fjerde etape.

Budgettet på omkring 15 mia. kr. skal ifølge tidligere oplysninger fra regeringen, udover havnegrundene, finansieres af fire mia. kr. fra Københavns og Frederiksberg kommuner. 6,5 mia. skal komme fra passagerindtægter.

Udrednings- og dokumentationsarbejdet har stået på i flere år. Men aftalen har også ventet på enighed om linieføring og placering af stationer. Det store spørgsmål var, om metrocityringen skulle til Frederiksberg eller Forum. Den kommer til Frederiksberg.

Cityringen vil få de nuværende tre metroetaper til at hænge sammen. Den kommer til at køre fra Hovedbanegården mod Rådhuspladsen, Kongens Nytorv, Østerport Station, Nørrebro Station og Frederiksberg, inden det 17 minutter senere er tilbage på Hovedbanegården.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk