Ekstrem ingeniørkunst på havets bund
Europas p.t. største anlægsprojekt er i gang dybt under havet ud for Norge. Her skal naturgasfeltet Ormen Lange udnyttes og anlægget sker bl.a. ved hjælp af fjernstyrede undervandsrobotter.
Fakta
• Ormen Lange er Norges næststørste gasfelt. Det forventes at producere 20 milliarder m3 gas det første år, svarende til det årlige energiforbrug i Norge. Når trykket falder hen over tid, regner ejerne med, at det vil stabilisere sig ved 18 milliarder m3 om året.
• Området er på 359 km2, 40 km langt og otte-ti km bredt. Gassen befinder sig ca. 2.000 meter under havbunden, og platformene vil komme til at stå på 800-1.100 meters dybde.
• Ormen Lange er opkaldt efter den slange, der ifølge den nordiske mytologi snoede sig rundt om Jorden, lige som rørledningen, der skal transportere gassen til Storbritannien.
• Alt i alt skal der investeringer til i størrelsesordenen 66 milliarder kroner.
• I udbygningsfasen er Hydro operatør, mens Shell skal stå for driften. Dongs ingeniører og geologer er med til at godkende de tekniske beslutninger, men de har ikke selv folk med i anlægsarbejdet.
• For Dong har Ormen Lange stor betydning, da de nu er blevet partner med nogle af de store og blevet placeret stærkt på det europæiske marked. Dongs andel på godt ti procent af feltet svarer til det årlige forbrug i cirka en million parcelhuse, og gør, at Dong selv leverer 30 pct. mere af den gas, de sælger.
• Produktionsstarten er planlagt til 1. oktober 2007, og licensen løber frem til 2041.
I fremtiden bliver det mere og mere almindeligt med en lille konstruktion på havbunden, der henter olie og gas op, og sender den gennem rør ind til land. Uden platforme eller mennesker på stedet.
»Olie- og gasboringerne bevæger sig ud på dybere og dybere vand, og dermed flytter fokus sig fra platformene til løsninger på havbunden. Og de danske operatører følger med,« forklarer direktør for Offshore Center Danmark Peter Blach.
De danske olie- og gasoperatører får stadig mere og mere arbejde i den norske og britiske del af Nordsøen, og subsea-produktion, som det kaldes, har her en stigende betydning, så havbundsteknologien har den danske bevågenhed. Offshore Center Danmark sætter fokus på mulighederne på en konference til december.
Force Technology er blandt dem, der ser et stort potentiale på havbunden.
»De nemmeste felter er brugt, og prisen er så høj, at det kan betale sig at hente energikilden op fra større dybder, så på verdensplan er der et ret stort marked, som vi satser meget på at få del i,« fortæller maskiningeniør og divisionschef Niels Aage Giversen fra Force Technology.
Firmaet laver allerede undervandsinspektioner af platforme, hvor det kan være nødvendigt at svejse, skære eller lave ultralyds-skanninger.
I Danmark kommer vi kun op på 70 m vand, mens de i Norge arbejder en km under havoverfladen. Men det er ingenting i forhold til de brasilianske boringer, der når op på to km havdybde.
Det enorme anlægsprojekt, der for tiden finder sted ud for Norges kyst beskæftiger op til 10.000 mand. Det består både af boringer, konstruktioner på havbunden, enorme gasbehandlingsanlæg på land samt verdens længste søledning til Storbritannien. Danske Dong har del i udfordringen og ejer 10 pct. af licensen, der vil levere 18 milliarder m3 naturgas om året. Eller sagt på en anden måde: nok til at dække hele Norges årlige behov for naturgas.
Eventyret startede da Norsk Hydro i 1997 gjorde et historisk stort og teknologisk set udfordrende naturgasfund i Norskehavet ud for Midtnorge. På grund af havdybden på stedet, vurderede parterne, at en løsning på havbunden, »subsea«, fremfor en boreplatform var den bedste, både teknisk og økonomisk.
»Arbejdet på havbunden stiller store tekniske udfordringer, og det er svært, men i Norge har de gode erfaringer med at designe til dybderne. Ved at holde det på bunden, sparer vi også de høje driftsomkostninger til platforme,« fortæller Dongs mand på projektet Jesper Nørrelund.
I området omkring boringen, der har fået navnet Ormen Lange, hersker ekstreme strøm- og vindforhold. Her mødes den relativt varme Golfstrøm med Grønlandshavets iskolde vand. Under de tårnhøje bølger foregår arbejdet ved hjælp af fjernstyrede robotter.
Projektet gik i gang i 2004, og de første boringer er gået i gang i år. Det sker fra et skib via tynde rør. Skibet bliver holdt i en bestemt position vha. propeller på alle sider, mens det borer de cirka to km ned i havbunden.
På havbunden er der i første omgang planlagt 24 brønde, men det endelige antal boringer vil først blive besluttet, når man kender reservoiret bedre, og har set, hvordan produktionen udvikler sig. Brøndene vil blive boret i grupper under undersøiske konstruktioner, som vil danne forbindelse og samle gassen fra brøndene inden den sendes videre i rørledningerne til land. Disse »templates« er på størrelse med femetagesejendomme, og vejer 1.160 ton.
Alt arbejdet på bunden foregår eksempelvis ved hjælp af fjernstyrede undervandsrobotter, de såkaldte »ROV«, der kan være næsten så store som små folkevogne. De styres via et kabel med et joystick, der får arbejdet til at minde om at spille playstation. Alle dele af konstruktionerne på havbunden er designet, så robotterne kan håndtere dem. F.eks. kan de justere ventiler og undervandssvejse. I første omgang skal der bores 16 brønde i midten af feltet, og to templates er blevet installeret med plads til otte brønde i hver. Senere vil endnu to templates blive tilføjet med plads til 12 ekstra brønde. Feltet dækker et område på 359 km2, og befinder sig midt i et enormt hul, der blev dannet for 8.000 år siden, da et gigantisk jordskred rykkede et område på størrelse med Island væk fra kontinentalsoklen og ud i Norskehavet.
Konstruktionerne på havbunden skal gerne holde i mindst 40 år, på trods af de ekstreme forhold pga. stærk strøm, lave temperaturer, saltvand og stort tryk. De skal gerne være vedligeholdelsesfrie, men bliver inspiceret periodisk med robotter. Desuden kan ventilerne styres fra land vha. kabler.
Pga. det store overtryk i reservoiret kommer gassen op af sig selv, og vil de første år have så meget tryk med sig nedefra, at den kan komme hele vejen ind til land. Som årene går vil trykket falde, og det overvejes om der skal installeres kompressorer til den tid for at opretholde den høje produktion fra feltet.
Alle konstruktionerne forbindes indbyrdes med rørledninger, og gasstrømmen, som også medbringer en smule vand, bliver samlet og transporteret de 120 km ind til land gennem to 75 cm multifase rørledninger. Turen ind går gennem et uvejsomt område med op til 60 meters høje bakker. Nogle steder bliver bakkerne gennempløjet vha. fjernstyrede robotter, mens der andre steder lægges store mængder sten. Begge dele for at sikre at rørledningerne kan ligge så jævnt som muligt på havbunden.
»En af de store udfordringer er at undgå, at der dannes is i rørledningerne, da temperaturen på havbunden er under frysepunktet. Ved brøndhovedet tilsættes derfor frostvæsken glykol, der separeres fra gassen igen på land,« forklarer Jesper Nørrelund.
I Nyhamna på den norske kyst bliver gassen renset, før den sendes videre ad verdens længste søledning fra Nyhamna i Norge til Easington på den engelske østkyst. Gasledningen går via platformen ved Sleipner-feltet, hvorfra der går et rør til Tyskland. Den kommer til at hedde Langeled og bliver 1.200 kilometer lang. Rørledningen vil blive mere end en meter i diameter, og der vil blive brugt op mod en million ton stål i form af 100.000 betonbelagte rør, som hver er 12 meter lange og vejer 16 ton. Herudover bliver der også brugt 375.000 kubikmeter beton. Lige nu er en god del af verdens totale stålproduktion og samlede flåde af læggefartøjer optaget af arbejdet.
Det enorme byggeri på land begyndte i 2004, og to millioner kubikmeter klippe er blevet fjernet for at skabe plads. Med tiden vil mængden af gas fra Ormen Lange falde, og så vil også gas fra andre felter kunne tages ind her.
Det gigantiske ingeniørarbejde vil være skjult under bølgerne, så snart arbejdet på havoverfladen slutter i 2007.
