Når en kæmpestjerne løber tør for brændstof, kollapser den under påvirkning af tyngdekraften og bliver til en supertæt neutronstjerne. Under forløbet ses stjernen en overgang som en supernovaeksplosion, hvorfra der udsendes enorme mængder af energi og materie. Men hvordan bliver en indadgående implosion egentligt til en udadgående eksplosion? Teoretikere har spekuleret på om overskydende stjernestof, der under påvirkning af tyngdekraften »regner« ned på den hårde neutronstjerne, simpelthen bliver reflekteret tilbage. Andre mener, at de ydre lag i stjernen kan blæses væk sammen med den enorme mængde neutrinoer, der udsendes, når neutronstjernen dannes. Computersimulationer af disse scenarier giver dog ikke en eksplosion, snarere en stille syden. Adam Burrows fra University of Arizona foreslår nu på baggrund af en computersimulering af en stjerne, der er 11 gange så stor som Solen, at det nedfaldende materiale sætter gang i kraftige svingninger i neutronstjernen, så den nærmest ringer som en klokke. Og det er udstråling af akustisk effekt, som driver supernovaeksplosionen. http://arxiv.org/abs/ astro-ph/0510687 og New Scientist 19. november 2005. [ram]