Amerikansk industri svigter Darwin
Ingen firmaer tør blive nævnt i samme åndedrag som Charles Darwin. Halvdelen af amerikanerne forkaster evolutionsteorien til fordel for skabelsesberetningen.
Det naturhistoriske museum i New York, American Museum of Natural History, må helt usædvanligt klare sig uden industrielle sponsorer til at betale for en udstilling ved navn "Darwin".
Udstillingen fejrer Charles Darwins liv og gerning, men efter den heftige debat i USA mellem darwinister og kreationister, er der ikke længere nogen firmaer, der vil nævnes i forbindelse med den gamle naturforsker. Udstillingen gennemføres nu udelukkende med private donationer.
Det skyldes, at kreationisterne, som blandt andet omfatter den amerikanske præsident, George Bush, har vist sig at have meget vind i sejlene.
En undersøgelse, foretaget af CBS News, viste for nylig, at 51 procent af den amerikanske befolkning forkaster teorien om den gradvise evolution og tror mere på, at Gud skabte mennesket i sin nuværende udgave. Desuden viser en anden undersøgelse fra august måned, at 38 procent mener, at kreationisme burde undervises i skolerne i stedet for ideen om evolutionen.
I byen Dover i Pennsylvania gik et nævningeting i sidste uge i gang med at votere om, hvorvidt en skole må have lov til at undervise i teorien »Intelligent Design« sideløbende med evolutionsteorien i naturfagene. Intelligent Design-teorien, som præsident George Bush støtter, er troen på, at livet er så komplekst, at det kun kan være bevidst skabt af en overnaturlig og intelligent kraft, underforstået en gud.
Udstillingen om Charles Darwin skal turnere på amerikanske museer indtil 2009, hvor den slutter på Londons Natural History Museum.
Ud over de private donorer får udstillingen indtægter fra salget af merchandise, for eksempel små dukker, der forestiller Charles Darwin, og en model af hans skib, Beagle. Disse genstande fremstilles i Kina og Vietnam.
Niles Eldredgre, som er udstillingens kurator, bekræfter, at formålet med udstillingen er at genskabe balancen mellem videnskaben og de kristne kreationister i den verbale kamp om sandhed, der for tiden udkæmpes over hele USA.






