En amerikansk katolik, præst og astronom, George Coyne, som dels underviser i astronomi på University of Arizona og dels leder Vatikanets eget observatorium, afviser, at Intelligent Design skulle være videnskab, som nogle mener.

»Det er ikke videnskab, selv om det lader, som om det er,« siger han ifølge internetmagasinet The Register under en uformel samtale ved en konference i Firenze.

Han mener, at man udmærket kan være kristen og alligevel holde fast i, at livet udviklede sig gennem en proces af tilfældige mutationer og naturlig udvælgelse. Dermed modsiger han skarpt sin kirkelige kollega, kardinal Schönborn, ærkebispen i Wien, der mener, at darwinismen er i modstrid med tanken om, at Gud skabte mennesket.

Det kristelige internetmagasin, Catholicireland.net, citerer father Coyne for følgende:

»De plumre vande i diskussionen mellem kirken og videnskaben syntes aldrig at blive klare, selv om den nye pave, John Paul II, gjorde sit bedste, mens han var kardinal Ratzinger.«

Han bebrejder kardinal Schönborn, at denne endda er tidligere elev af kardinal Ratzinger og alligevel ikke har forstået forskellen.

Coyne spørger:

»Hvorfor afviser kirken altid forsøg på at etablere en dialog mellem den videnskabelige verden og de troende? Der synes at være en gnavende frygt i kirken for, at universet kommer uden for Guds styring. Det univers, som videnskaben har fastslået som et faktum, opstod 13,7 milliarder år siden med et stort brag og i hvilket livet begyndte at udvikle sig 12 milliarder år senere gennem en tilfældig kæde af mutationer og naturlig udvælgelse. Den frygt er grundløs. Videnskaben er fuldstændig neutral med hensyn til eventuelle filosofiske eller teologiske implikationer, der kan uddrages af dens konklusioner. De videnskabelige konklusioner kan altid forbedres, det er derfor, videnskab er sådan et interessant eventyr, og videnskabsmænd er nogle nysgerrigt interesserede skabninger. Men at nogen skulle fornægte nutidens videnskab af religiøse årsager, det er at leve i den førnævnte frygt.«

Han fortsætter:

»I videnskabens univers er der basalt set tre processer på spil: tilfældighed, nødvendighed og universets frugtbarhed. Det klassiske spørgsmål, om mennesket kom til ved en tilfældighed og derfor ikke har nogen brug for Gud, eller om mennesket kom til af nødvendighed, gennem en skabende Gud, er ikke længere gyldigt. Så ethvert forsøg på at besvare det er dømt til at fejle.

Universets frugtbarhed, derimod, som er et videnskabeligt faktum, er en væsentlig ingrediens, og betydningen af tilfældighed og nødvendighed må ses i det perspektiv.

Tilfældige og nødvendige processer vekselvirker konstant og har gjort det i 13,7 milliarder år.

Universet rummer mange stjerner, som gennem deres livsforløb udløser de kemiske forbindelser, der gør liv muligt. I deres atomare ovne omdannes lette stoffer til tungere, og det kulstof, vores negle er lavet af, stammer kun herfra. Stofferne rejser i store mængder over store afstande og i lang tid, før eller siden rammer de nogle andre stoffer og danner komplekse molekyler.

Videnskaben hævder ikke at kende alle led i processerne i udviklingskæden, men der er stærke beviser for, at der er kontinuitet i sagerne. Kulstof, for eksempel, som findes overalt, både i biologiske og ikke-biologiske forbindelser, har en særlig evne til at forbinde sig med andre stoffer, og det danner grundlag for liv, som vi kender det.

Termodynamikken virker på samme måde i den levende og den ikke-levende verden. Opbevaring og transmission af information minder om hinanden i den levende og den ikke-levende verden. Livet begyndte på Jorden, som blev dannet for 4,5 milliarder år siden, inden for de første 400 millioner år, faktisk ret hurtigt. Derfor kan en søgen efter livets oprindelse være forgæves.

Der er måske slet ikke nogen klar oprindelse, ingen tærskel som videnskaben kan opfatte, mellem det levende og det ikke-levende.«