/karriere

New York-taxaer erstattes af hybridbiler

De første hybridbiler er netop leveret til amerikanske taxa-chauffører i New York. Brændstoføkonomien skal være op til 80 pct. bedre, lover en af producenterne bag de nye taxaer, Ford.

Af Peter Nyholm, mandag 14. nov 2005 kl. 00:00

Det er en del af »Clean Air Taxis Act«, der gør det frit for taxichaufførerne at vælge imellem syv forskellige modeller med både el- og benzinmotor .

Ford fik æren af at levere de første 27 hybridtaxaer til New Yorks taxichauffører.
Det sker som en del af et pr-stunt, der skal gøre reklame for Fords nye Escape Hybrid, der er det håndgribelige bevis på, at Ford som den første amerikanske bilproducent er på banen med hybridteknologien.

Set udefra kan det undre, at de amerikanske taxichaffører ikke forlængst har skiftet de gule dollargrin ud med noget mere økonomisk og miljømæssigt forsvarligt som for eksempel Toyota Prius, men Escape Hybrid er i hvert fald et vognbaneskift i den rigtige retning, selvom man må undre sig over, hvad en SUV skal i New Yorks daglige trafikkaos.

80 pct bedre brændstoføkonomi

Konkret oplyser Ford, at Escape Hybrid har en 80 procent bedre brændstoføkonomi en den tilsvarende model med 3,0 liters V6-motor og 200 hestekræfter. Det svarer ifølge Ford til 15,3 kilometer på literen i gennemsnit. V6'eren kører 8,5 kilometer på literen ved samme disciplin.

Det er opnået ved at forsyne Escape med en mere brystsvag 2,3 liters firecylindret benzinmotor med 133 hestekræfter. Den henter hjælp fra en 70 KW elmotor, svarende til 93 hestekræfter.

Elmotoren hjælper blandt andet til, når der skal accelereres. Derfor svarer accelerationstiderne til dem i V6'eren.

Elmotoren fødes af et 330 Volts batteri, der lades op af en generator, som producerer strøm, når bilen bremser.

Elmotoren tager over, når bilen for eksempel holder for rødt og er stærk nok til at drive bilen ved op til 40 kilometer i timen.

Det kaldes på amerikansk for en »full« hybrid i modsætning til for eksempel nogle af Hondas hybridbiler.

Et elektronisk styret trinløst automatgear sikrer overførslen af kræfter til forhjulene eller til firehjulstrækket, som er ekstraudstyr.

Ford har tidligere meldt ud, at koncernen vil producere 250.000 hybridbiler i 2010. Det giver mening i New Yorks tilfælde, hvor en undersøgelse har vist, at 7 ud af 10 borgere går ind for, at taxierne skal være hybridbiler.

Byen har ifølge en undersøgelse den tredjeringeste luftkvalitet blandt USAs byer.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.