Unge entreprenører på messe
Der blev fremvist alt fra solkomfurer til paraplyregnfrakker, da 14 skoler fra hele landet var på iværksættermesse.
Her emmer af virkelyst og skaberglæde på de mange stande fyldt med unge mennesker. En af dem er 20-årige Ida Lund Jørgensen. For syv år siden opfandt hun sammen med to klassekammerater fra 7.b på Rønde Skole et solkomfur, der fungerer udelukkende ved solkraft. Komfuret, der virker ved at fokusere solens stråler på gryden ved hjælp af et stort spejl, vandt Unge Forsker-konkurrencen i 1998.
Nu viser hun stolt projektet frem sammen med sin gamle skole på en iværksættermesse i Odense Congress Center, der er en del af Uddannelsesforum 2005. Det er første gang, Uddannelsesforum sætter fokus på iværksætteri og innovation i uddannelserne, og i alt 14 skoler fra hele landet fremviser deres iværksætterideer.
På en af de andre messestande står fire tydeligt stolte unge mænd. En af dem er Kristoffer Johansen, der sidste år var i Tokyo med sine forældre. Her så han rundt om i byen paraplyholdere med indbygget plastpose og tænkte »den kunne man da godt sælge i Danmark«. Så da han kom hjem, indviede han tre klassekammerater på Vejle Handelsskole i ideen. Alle fire går på innovationslinjen, hvor eleverne skal starte egen virksomhed.
»Ideen er, at man stikker paraplyen ned i en af de plastposer, der sidder i holderen. Så bliver paraplyen dækket af og drypper ikke på gulvet, når man går rundt. Det er da ret genialt,« siger Jakob Andersen, der er salgschef i den nye virksomhed, som de fire 18-årige iværksættere har døbt Urban Umbrella. De har selv hjemført paraplyholderen fra England, og nu venter de bare på, at nogen vil købe produktet.
Tæt på Urban Umbrellas stand holder uddannelsesleder Ruben Krog et begrejstret oplæg om Vejle Handelsskoles innovationslinje.
»Vi oplever jo med vores innovationslinje, at vi må smide eleverne hjem, når pedellerne lukker skolen om aftenen. Det har vi aldrig prøvet før,« fortæller han til et interesseret publikum af undervisere.
I Vejle lærer eleverne hele processen omkring et produkt – fra idé til marked. Det lærte de ikke i Ida Lund Jørgensens folkeskole, men nu er hun selv gået videre med komfuret, der ellers har stået og samlet støv til ingen verdens nytte siden konkurrencen i 1998.
»Jeg brændte så meget for projektet og troede virkelig på det. Derfor er det vigtigt for mig at få det i gang igen,« siger Ida Lund Jørgensen, der nu læser økonomi og har startet sit eget firma, Global Økologi. Hun er i fuld gang med at søge fonde for at få penge til at starte et projekt i Bombay i Indien. Der skal de lokale selv lære at konstruere komfuret. Senere i 2007 går turen til Centralamerika og derefter Afrika i 2008 for at få befolkningerne der til at bruge solkomfuret.
»Det var fedt at vinde Unge Forskere, og det er vildt spændende med sådan en messe som den her, men det er kun et skub, så man kommer i gang. Om man så kommer videre senere hen, er op til en selv,« mener hun.
Uddannelsesforum løb af stablen i sidste uge og var arrangeret af Uni-C.






