Innovation starter med brugernes behov
Innovation bør være en disciplin med faste rammer, mener et nyt firma.
Fakta
Der er ingen fælles forståelse af hvad innovation er byg en fælles forståelse!
Der er ingen klar innovationsproces arbejd disciplineret med innovation!
Der er ingen formuleret mission med innovation skab et kraftfuldt innovationsløfte!
Mangel på brugerindsigt se alting fra brugerens perspektiv!
Det er svært at vælge den rigtige idé vælg få, store ideer med mange muligheder!
Red er en anden måde at skrive R&D (Research and Development).
Red Associates laver brugerresearch, innovationsstrategi og produktudvikling for private og offentlige kunder, bl.a. Adidas, Jordan, Novo Nordisk, Coloplast, Danfoss, Bang & Olufsen, Lego, Danmarks Radio og flere ministerier.
Selskabet er nu selvstændigt med fire partnere og ti ansatte.
Nu kan virksomheder få hjælp til idéudvikling uden teaterworkshops og langt hår.
Gedigne produktideer kommer bedst af helt faste rammer og et konkret udgangspunkt i det, det handler om: Brugernes behov, mener Red Associates, der har specialiseret sig i at ryste posen for virksomheder, som trænger til at tænke i nye baner. Innovationsfirmaet er ikke mere end en måned gammelt, men har rådgivet store virksomheder i, hvordan man får udviklet sine ideer, i flere år igennem designfirmaet Kontrapunkt.
»Der er en meget forskellig opfattelse af, hvad innovation er i en virksomhed. For ingeniører er det et succeskriterie, hvis produktet kan noget særligt. For marketingfolkene er det en succes, hvis produktet sælger godt. Derfor ser vi ofte, at virksomhederne har rigtig svært ved at realisere deres gode ideer,« siger økonom og partner i Red Associates Frederik Wiedemann.
Virksomhedernes problem er ifølge Frederik Wiedemann og hans kollega Filip Lau, at innovationen ikke er sat i system, og at de ikke har fundamental forståelse for brugerne. Især de store virksomheder har pakket sig ind i flere og flere lag af afdelinger, og er kommet stadig længere væk fra brugerne.
»Hvis man sidder på kontoret og beslutter, at denne kop skal ud til det grønne segment, har man ingen kontakt med brugeren. Vi ser os selv som et bindeled mellem virksomhed og kunde,« siger sociolog og partner Filip Lau.
Sidste sommer fik Red til opgave at ryste posen for sportstøjsproducenten Adidas.
»Adidas er en ekstremt ingeniørdrevet virksomhed, og deres sko kan alt muligt teknisk,« siger Filip Lau, mens han viser slides af innovationsprocessen, Red gik i gang med. Deres opgave er typisk at lave en tilbundsgående undersøgelse af brugerne, at lave en innovationsstrategi og endelig NPD (new produkt development). Adidas ville fokusere på, at de amerikanske kunder motionerede for lidt og generelt fik det dårligere fysisk.
Derfor lagde Red ud med at mandsopdække nogle kundetyper og følge dem nat og dag for at afdække deres motionsvaner igennem billeder, interview og videooptagelser.
»Vi fandt ud af, at sport for brugerne handlede om forfængelighed. Og det var et helt eksotisk begreb for Adidas,« fortæller Filip Lau.
Derefter gik de danske rådgivere i gang med at analysere data for at finde frem til, hvilket produkt, der skulle skabes og hvad motivationen var for brugeren, for så at idéudvikle. Tredje fase handlede om at udvælge et par gode ideer, og her var det ledelsen i Adidas, der afgjorde sagen.
Fjerde fase er at beskrive konceptet, så alle i virksomheden er med og til sidst identificerer man muligheder for nye produkter. For Adidas kom der en intelligent sportssko ud af processen, som via en chip i sålen kan samle point sammen, når brugeren motionerer. Pointene kan omsættes til eksempelvis rabat i livsforsikringen.
Red opfylder altså ingen fordomme om innovation som en vild, kreativ proces. Den skal lægges i rammer, mener Filip Lau.
»Når chefen eller ingeniøren, der skal betale for rådgivningen, kommer, tænder han af, hvis han mødes af en kaospilot med grønt hår,« siger han om modsætningen til sin egen fremtoning i jakkesæt og designbriller, siger Frederik Wiedemann.
Både han og Filip Lau holder fast i, at brugerdreven innovation er den eneste vej frem, og at innovation er en disciplin.
»Det har tidligere været noget mystisk og uhåndgribeligt noget, men nu er det et strategisk konkurrenceparameter. Om nogle år vil innovation ikke længere være noget, man taler om, men bare en standardiseret disciplin hos enhver seriøs, større virksomhed,« siger Frederik Wiedemann.






