DR: Statiker skyld i fejl på nyhedshuset
Regnefejl bag millionskader, konkluderer foreløbig syns- og skønsrapport.
Fakta om DR Byen
Segment 1
Store studier, kontrolcenter, værksteder, generaldirektør og programdirektører med stabe. Følger tidsplanen. Huset er færdigt, og DR er i gang med at installere teknologiprojektet. Efter planen begynder indflytningen i værkstederne i stueetagen til november. Kontrolrummet går i drift 1. april næste år, og medarbejderne flytter ind i forsommeren.
Segment 2
Nyheder og sport, mediedirektører og deres stabe, DR Produktion, arkiv, underholdning og faglige redaktioner. Fire måneder forsinket.
Segment 3
DR København, administration, teknologisk udvikling og service, bestyrelse samt mødelokaler. Følger tidsplanen. DR r i gang med installationer og facadearbejde.
Segment 4
Koncertsal med plads til 1.800 gæster, produktionssale, øvelokaler, musikredaktioner, ensembler. Koncertsalen er et år forsinket og ventes efter den nye tidsplan klar til åbningskoncert i begyndelsen af 2008.
DR Byens anlægsbudget var oprindeligt på tre mia. kr. men efter at budgettet i efteråret skred med adskillige mio. kr. har DR bedt Folketinget om yderligere 300 mio. kr.
Problemerne med nedbøjede gulve og revnede lofter i Danmarks Radios nyhedshus i Ørestad skyldes regnefejl, som den anerkendte statiker burde have fanget og rettet. Det fastslår DR på baggrund af en foreløbig syns- og skønsrapport.
»Det endelige syn- og skøn afsluttes først om et par måneder, men hovedkonklusionen på den foreløbige rapport er, at der er begået regnefejl,« siger projektchef Knud Erik Busk fra Danmarks Radio.
Beregningerne bag de fejlramte bobledæk er kontrolleret og underskrevet af projektleder og anerkendt statiker Mikael Skouby fra Niras. Han har tidligere forklaret i Ingeniøren, at det kun var hans opgave at lave en stikprøvekontrol af beregningerne på de fejlramte dæk fra Bubbledeck Danmark. Det fastholder han i dag.
»Vi og vores forsikringsselskab er helt trygge ved det arbejde, vi har lavet. Jeg blev af Bubbledeck Danmarks direktør, Jørgen Breuning, bedt om at attestere beregningerne, og den opgave har vi til fulde dokumenteret og udført. Det er normal procedure at attestering i forhold til leverandørberegninger baseres på en stikprøvekontrol. Hvilke krav Danmarks Radio har stillet til Bubbledeck Danmark, ved vi ikke noget om,« siger Mikael Skouby.
Projektchef Knud Erik Busk fra DR undrer sig over, at Niras kan sige god for beregningerne, når der kun er udført en stikprøvekontrol.
»Det overrasker os. Efter sagen med Siemens Arena havde vi ventet, at der blev lavet en fuld kontrol af projektmaterialet, men det mener den anerkendte statiker åbenbart ikke,« siger han.
Knud Erik Busk understreger, at der godt kan dukke nye oplysninger op senere, der viser, at der også er begået fejl omkring udførelsen.
Niras er forsikret hos Tryg, men Tryg er ikke det eneste forsikringsselskab, der risikerer at måtte spytte i kassen. Dele af regningen på mindst 30 mio. kr. kan også havne hos forsikringskollegaerne fra IF, som Danmarks Radio har tegnet en såkaldt allrisk-forsikring hos.
En anden mulighed er Bubbledeck Danmarks forsikringsselskab, Top Danmark, da firmaet har udført de fejlagtige beregninger.
Endelig er der entreprenørfirmaet NCC, som har monteret bobledækkene. En del af syns- og skønsmandens job er at undersøge, om betondækkene har været understøttet godt nok under udførelsen, eller om de har været udsat for voldsom belastning. Er det tilfældet, kunne NCC også tænkes at blive gjort ansvarlig.






