/karriere

Mercedes først med dieselhybrid

Den nye Mercedes S-klasse vil i fremtiden kunne fås i to forskellige hybridudgaver – afhængig af om bilen kører på benzin eller diesel.

Af Peter Nyholm, onsdag 14. sep 2005 kl. 00:00

Frankfurt -

Mercedes hopper nu med på hybridvognen. Koncernen præsenterer sammen med den nye S-klasse to nye hybridudgaver, der kører på henholdsvis benzin og diesel.

Bluetec Hybrid er verdens første dieselbil, som også er forsynet med elmotor. Det betyder, at den 3,2 liters CDI-motor får støtte af en 6 kilowatt elmotor, som bruger sit 250 Nm stærke drejningsmoment fra lave hastigheder til for eksempel at hjælpe limousinen i gang.

Mercedes er endnu meget sparsom med de tekniske detaljer på den nye model, men de oplyser da, at den nye bilmodel kommer til at køre knap 13 kilometer på en liter diesel ved blandet kørsel.

Nok så interessant er imidlertid, at den nye dieselhybrid er den første personbil med en såkaldt SCR-katalysator, der supplerer katalysatoren med urinstoffet AdBlue fra en 22 liters tank gemt under gulvet i bagagerummet.

Det reducerer udledningen af de giftige kvælstofilter med op til 80 procent, oplyser Mercedes.

Den anden hybridmotor, Direct Hybrid, er baseret på en 3,5 liters V6-motor. Her er koncernen lidt mere åbenhjertig omkring detaljerne, idet hybridmotoren yder 19 pct. mere end den tilsvarende benzinmotor, svarende til knap 300 hestekræfter og bruger 23 pct. mindre brændstof.

Da begge biler endnu er på konceptstadiet er priser og lignende endnu ikke offentliggjort. Der foreligger desuden en del udviklingsarbejde, før de to bilmodeller vil kunne købes i forretningerne, der ventes at gå to år endnu.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.