Det engelske Health Protection Agency anerkender i en kommende rapport el-overfølsomhed som en lidelse. El-overfølsomme herhjemme hilser tiltaget velkommen, men frygter at det bliver ved snakken
For første gang anerkender et offentligt organ i England, at det kan medføre kvalme, hovedpine og muskelsmerter for bestemte personer at være udsat for elektromagnetiske felter, som fra for eksempel mobiltelefoner, elektriske master og computerskærme. Det skriver Times Online.
Lidelsen, der kaldes »el-overfølsomhed« vil blive anerkendt som et fysisk handikap, og en kommende rapport fra det engelske Health Protection Agency, HPA, ventes at vise, at et stadigt stigende antal briter lider af syndromet.
HPA har haft al videnskabelig litteratur om el-overfølsomhed til bedømmelse og konkluderer i en rapport, der ventes at udkomme i løbet af oktober, at der er tale om et egentligt syndrom.
Herhjemme har man endnu ikke anerkendt syndromet, men Foreningen af El-overfølsomme glade for tiltaget i England.
»Det er da rart at se. Så må man bare håbe, at de følger op på det. Der har været flere rapporter og undersøgelser fremme, men der sker desværre oftest det, at der bliver snakket om det, og så ikke mere,« siger Vagn Larsen, der er teknisk rådgiver i foreningen, og samtidig en af bagmændene bag "Vore Børns Fremtid", der stiller sig kritisk overfor blandt andet strålingen fra mobiltelefoner.
Han ser HPA's resultater som en oplagt mulighed for at tage debatten op herhjemme i Danmark igen.
»Vi gør, hvad vi kan for at præge debatten herhjemme, for eksempel støtter vi kritiske spørgsmål til blandt andet Helge Sander. Vi er en lille forening med få midler, men vi gør, hvad vi kan med de midler, vi har,« forklarer han.
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »