Lad laseren klare stregkoden
Lasere til mærkning af produkter kan nu brænde stregkoder. Det er billigere og mere effektivt end etiketmærkning, mener producenter.
Blandt andet kan stregkoder nu brændes med laser i materialer som plastic og karton, hvis læsbar kontrast kan frembringes ved lasermærkningen. Fordelene er ifølge to af de førende producenter, Domino og Videojet Alltec, hvoraf sidstnævnte repræsenteres i Danmark af Schur Packaging Systems, først og fremmest, at man sparer omkostningerne til forbrugsstofferne, samt at vedligeholdelses- og rengøringsniveauet er beskedent i forhold til traditionelle inkjetprintere og etiketprintere.
»Det er hurtigere, sviner mindre og så er det frem for alt meget billigere, der skal heller ikke beregnes opstarts- eller nedlukningstid, hvilket giver en ren og ensartet mærkning,« siger Gert Salzer, area sales manager for mærkningsområdet hos Schur Packaging Systems.
Men brug af laser til at skabe stregkoder rummer begrænsninger. Blandt andet fordi fordi stregkoden skal kunne læses af en stregkodeskanner.
»Laseren brænder det materiale væk, som er omkring selve stregkoden. Derfor duer det ikke, hvis grundfarven er hvid, så kan stregkodeskanneren ikke læse stregkoden,« forklarer August Piper, adm. direktør for laserproducenten Dominos afdeling i Danmark.
En CO2-laser, som er den mest almindelige til mærkning, kan i princippet brænde i alt, undtagen metal. Skal der brændes i metal, så er det nødvendigt med en dyrere og kraftigere type laser, for eksempel en YAG Laser. Det udelukker imidlertid ikke, at en CO2-laser kan brænde i en lakering på for eksempel en dåse kosmetik.
»Den gyldne regel er, at det er nødvendigt at prøve laseren af og se resultatet. Det er den eneste måde, hvorpå man kan vurdere, om det kan lade sig gøre i materialet,« siger Gert Salzer.
Indtil videre er det ifølge August Piper først og fremmest medicinalindustrien, bryggerierne og tobaksindustrien, der har taget laserteknologien til sig.
»For bryggerierne er det vigtigt, at man kan mærke 30-80.000 flaskeetiketter i timen, mens medicinalindustrien har gavn af, at det er meget rent og effektivt at mærke på emballagen, som oftest efterfølgende kontrolleres med vision,« siger August Piper.
Til gengæld kniber det mere med at få fødevareproducenterne til at tage den nye og mere præcise laserteknologi til sig, oplever August Piper. Det skyldes blandt andet investeringens omfang og de mange forskellige emballagetyper, hvor tilfredstillende kontrast kan være svær at opnå. Lasermærkning på for eksempel glas giver normalt et godt resultat, men da glasstøv fra lasermærkningen forekommer, stiller det store krav til hygiejnen, for det fine glasstøv kan ende i fødevarerne.
»Derudover kræver det engangsemballage, hvis lasermærkning foretages direkte på denne, da mærkningen ikke kan fjernes igen,« påpeger August Piper.
Schur Packaging Systems har dog netop leveret til en fiskefabrik, som bruger laserteknologien til at mærke på pakker med fisk.
»Her er CO2-laseren sat sammen med en vægt, så den enkelte fiskepakkes produktionsdato, udløbsdato, vægt og pris kan brændes på pakken. Stregkoden brændes direkte på kartonæsken på under to sekunder,« forklarer Gert Salzer. Han oplyser, at kunden efter indførslen af den nye laser har reduceret emballagevarianterne fra 120 til 20 forskellige. Samtidig har virksomheden ikke længere omkostninger til etiketter.
Et CO2-laserrør holder ikke evigt. August Piper fra Domino taler om at skifte rør fra hvert andet år til 10-30 pct. af anskaffelsesprisen. Hvor ofte der skiftes afhænger af styrken af laseren, der mærkes med, kombineret med hvor effektivt laseren bruges. Gert Salzer og August Piper vurderer, at en normal levetid på et laserrør er fra 25.000 til 35.000 timer.
En lasers kraft måles i watt – afgørende for valg af den rigtige laserydelse er mærkningsområdets størrelse kombineret med brændtiden til rådighed. Ifølge August Piper kan Dominos laserteknologi mærke stort set alle logoer og grafik, som genereres i Windows-programmer og lignende, da Dominos nye lasermodeller er med Windows-baserede kontrolenheder med touch screen eller integreret skærm og tastatur.
Den nye teknologi giver også mulighed for at brænde grafik, samt skabe mere variation i design. Men næste skridt i laserteknologien ventes at komme fra materialeproducenterne, for nu er der udviklet additiver til plastic, så der skiftes farve ved påvirkning fra laser.
»Der er udviklet specielle trykfarver, der kan påføres emballagen i produktionen, som ved efterfølgende lasermærkning giver den altafgørende kontrast i det behandlede område,« udtaler August Piper.






