Ny rygestop-pille narrer hjernen
En forskergruppe fra Pfizer er på vej med stoffet "vareniclin", der har givet lovende resultater. Det blokerer for de receptorer, som får hjernen til at opleve, at den bliver stimuleret af nikotinindtaget.
Mange mennesker ønsker at holde op med at ryge. Men det er svært..
En forskergruppe under ledelse af Jotham W. Coe fra verdens største lægemiddelforetagende, Pfizer, har måske løsningen.
De har fundet ud af, at stoffet "vareniclin" blokerer de receptorer i nervesystemet, hvor nikotin bindes og udøver sin stimulerende effekt ved at frigive dopamin.
Uden bindingen til receptoren vil rygningen ikke give det ønskede kick. Desuden opstår der næsten ingen abstinenser, fordi vareniclin frigiver samtidig en mindre og konstant mængde dopamin.
En dobbeltblind undersøgelse, der blev præsenteret ved en konference i London i juni måned viste, at halvdelen af de 259 rygere, som fik 0,5-1 mg vareniclin to gange dagligt, stoppede rygningen efter 12 ugers forløb.
Blandt de 129 rygere, der i stedet fik en narretablet, stoppede kun 12 pct. Allerede efter seks uger kunne der ses en betydelig effekt. Tabletterne havde tilsyneladende ingen bivirkninger og giver ikke afhængighed.
Pfizer mangler at vise, at rygestoppet virker over længere tid, og der ikke sker et tilbagefald.
Udviklingen af vareniclin var inspireret af en opdagelse i Sovjetunionen i 1960'erne, hvor man fandt ud af at naturstoffet cytisin udvundet fra en ukrudtsplante, kaldet falsk tobak, kunne hjælpe rygere af med deres vane.
Cytisin og varencline er tæt beslægtet kemisk.
Produktet er nu i den sidste kliniske undersøgelsesfase, og det er derfor endnu ikke godkendt til almindelig brug. Så det vil desværre vare nogle år, før det kan købes i handelen.
Der er 1,25 milliarder rygere i Verden, og finansfolk vurderer, at produktet kan betyde et årligt mersalg for Pfizer på tre milliarder kr. Firmaets aktier på New Yorks børs steg omkring 5% i slutningen af juni, da den positive undersøgelse blev kendt.
Pfizer er verdens største medicinvirksomhed. På verdensplan beskæftiger Pfizer 120.000 medarbejdere og omsætter for mere end 300 milliarder kroner årligt.
I Danmark blev omsætningen for 2003/04 på 837 millioner kr., og der var 275 medarbejdere.






