/elektronik

Statslig støtte til mikro-, nano-, og brintteknologi

Rådet for Teknologi og Innovation uddeler 38 mio. kr. til tre nye innovationskonsortier.

Af Per Mathiessen, mandag 27. jun 2005 kl. 00:00

Tre nye innovationskonsortier får nu 38 mio. kr. fra Rådet for Teknologi og Innovation til at lave nye produktionsmetoder for mikrokomponenter, nanobaserede overfladebehandlinger og brintdrevne erstatninger for små forbrændingsmotorer, skriver videnskabsministeriet i en pressemeddelelse.

»De tre nye innovationskonsortier skal være med til at virkeliggøre målet om Danmark som højteknologisk samfund. Hver især skal de bidrage til at en bred kreds af danske virksomheder kan få styrket deres globale konkurrencekraft,« siger videnskabsminister Helge Sander (V).

Innovationskonsortierne er samarbejdsprojekter mellem virksomheder, forskningsinstitutioner og teknologiske serviceinstitutter. Parterne investerer selv yderligere 51 mio. kr. i projekterne.

Formålet er, at de nye teknologier ikke blot skal gavne den enkelte virksomhed. De deltagende teknologiske serviceinstitutter har nemlig til opgave at sprede resultaterne til hele erhvervslivet gennem deres årlige kontakt med ca. 20.000 virksomheder.

De tre innovationskonsortier er:

•Fuel Cell Shaft Power Packs – Brændselsceller som erstatter små støjende og forurenende forbrændingsmotorer. HIRC i Herning er initiativtager og Teknologisk Institut i Århus er projektleder. Som forskningsinstitution deltager Aalborg Universitet med forskning indenfor for brintteknologi og Handelshøjskolen i København med viden om markedsudvikling (12,3 mio. kr.).

•NanoPaint – Ekstremt smudsafvisende og glatte overflader. Projektet bygger på ideer fra Teknologisk Institut i Århus, der er projektleder. Forskningspart er Århus Universitet.

Virksomheder som bl.a. Velux og Dyrups deltager (11 mio. kr.).
•Mikrometal og metalliske mikroprodukter. Projektleder er Institut for Produktudvikling på DTU i Lyngby.

Desuden deltager forskningscenter RISØ og virksomhederne Sonion i Roskilde, Oticon, Novo Nordisk i Hillerød og Pinol i Gørløse (14,7 mio. kr. ).

Konsortiernes trækker i arbejdstøjet inden udgangen af 2005.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.