Tsunamilandene bag aftale mod korruption
Regeringer og donorer lover hinanden at bekæmpe korruption i genopbygningen efter flodbølgen
Jakarta Regeringerne i de lande, der blev ramt af tsunamien i december, har givet donorer og organisationer som OECD og Den Asiatiske Udviklingsbank hånd på, at der skal sættes fuld spot på alle anløb til korruption under de kommende års genopbygning.
Aftalen blev indgået på et anti-korruptionsmøde i Jakarta i april. Her forpligtede parterne sig blandt andet til at offentliggøre data om de mange genopbygningsprojekter – og ikke mindst pengestrømmen. Samtidig skal donorerne koordinere deres indsats med såvel regeringer som de øvrige donorer for at undgå overlapninger, der kan føre til korruption.
Landene i området frygter, at korruption kan skade genopbygningen. Således advarede den nye chef for det indonesiske genopbygningsorgan Bapel, Kuntoro Mangkusobroto, for nylig, at »enhver form for korruption vil skræmme de internationale donorer væk.«
Landene, der blev ramt af katastrofen, er særligt udsatte for korruption, fordi myndighederne er i knæ, og tilstrømningen af donorpenge er stor.
De første mistanker om mulig korruption er allerede bragt på banen. Avisen Jakarta Post kunne for nylig berette, at folkene bag genopbygningsplanen for Aceh-provinsen har sat antallet af personer med ret til økonomisk støtte langt højere end en uafhængig undersøgelse. Den nye Bapel-chef har dog straks lovet at se på sagen og sikre kontrollen af udbetalinger til de overlevende.
Aftalen om åbenhed er også indgået for at give lokalbefolkningen indsigt i genopbygningen, så den eksempelvis kan sikre, at entreprenører ikke bruger dårligere materialer end lovet for at øge deres egen fortjeneste. Samtidig skal det være let at indberette mistanke om korruption, forklarer Peter Rooke, leder af Transparency Internationals Asien-kontor.
»Det er anerkendt fra tidligere katastrofer, herunder jordskælvet i Gujarat (Indien, 2001, red.), at når offentligheden deltager i arbejdet og får fuld adgang til informationer, så mindskes risikoen for misbrug, samtidig med at vi faktisk ser bedre projekter,« siger han.
Både i Indonesien og Sri Lanka er korruption nemlig en stærkt integreret del af samfundet. Hvert år offentliggør Transparency International en liste over udbredelsen af korruption i verdens lande, og på den seneste liste fra oktober 2004 endte Indonesien på en lidet flatterende 133. plads ud af 146 lande, mens Sri Lanka kom ind på en 67. plads.






