Alle brancher har deres svindlere. Derfor må samfundet have systemer, der kan afdække svindlen og stoppe plattenslagerne. Det gælder naturligvis også i forskerbranchen. Samfundet spenderer store beløb på forskning. Derfor vil vi absolut ikke acceptere forskning baseret på fup eller uhæderlighed.

Det er den korte forklaring på, at der er behov for en organisation som Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Men hvad sikrer, at UVVU arbejder på et fornuftigt grundlag? Ja, det gør naturligvis bekendtgørelsen for udvalgenes virke, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan den nye bekendtgørelse, som videnskabsminister Helge Sander og hans embedsmænd skriver, kommer til at se ud.

Når ministeriet arbejder på en ny bekendtgørelse, er det fordi UVVU selv kom på anklagebænken for at agere uredeligt i Lomborg-sagen, der havnede på udvalgenes bord i 2003 i form af en klage over Lomborgs bog »Verdens sande tilstand«. UVVU bidrog til forvirringen ved at erklære, at bogen ikke var et videnskabeligt værk, men at den alligevel kunne bedømmes efter kriterierne for sådanne. Bjørn Lomborg fik en løftet pegefinger fra UVVU, men ikke at vide, hvor han konkret skulle havde fejlet. Så han blev sur. Skarpt trukket op var hovedparten af landets samfundsvidenskabelige forskere enige med Lomborg, medens de naturvidenskabelige forskere var enige med UVVU. Ministeriet underkendte siden UVVU's måde at afgøre sagen på, så sagen til sidste endte som uafklaret.

Sagen viste, at forskere på tværs af faggrupper slet ikke var enige om, hvad man skulle forstå ved videnskab og gjorde det klart, at grundlaget for UVVU's arbejde ikke var velbeskrevet. Sidste år blev derfor et udvalg nedsat for at vurdere, om grundlaget for UVVU's arbejde skulle ændres. I november 2004 kom et udkast til en ny bekendtgørelse, som blev sendt til høring. Høringssvarene indkom i januar, og nu er det altså lige før, en ny bekendtgørelse foreligger.

I udkastet er der lagt op til at færre i princippet kan klage over færre forskere, idet der bl.a. er lagt nogle formelle krav til bl.a. forskernes uddannelsesniveau. Det kritiseres i en del af høringssvarene. Og Ingeniøren deler denne bekymring. Uredelig forskning skal stoppes uanset hvem, der forsker, og der bør være så vidt et omfang som muligt til at melde sager til udvalgene.

I bekendtgørelsen defineres uredelighed som »forfalskning, plagiering, fortielse eller lignende, der indebærer en utilbørlig vildledning om egen videnskabelig indsats og/eller videnskabelige resultater«. Det svarer godt til den amerikanske definition som »fabrication, falsification, or plagarism (FFP) in proposing, performing, or reviewing research, or in reporting research results«. I USA vurderer man skønsmæssigt, at FFP udgør mellem en og to procent af al forskning.

Men på baggrund af en stor anonym undersøgelse blandt tusindvis af sundhedsvidenskabelige forskere i USA konkluderer tre forskere i denne uges udgave af Nature, at en række andre typer brud på god videnskabelig praksis er langt mere udbredte end FFP. En tredjedel af de adspurgte forskere indrømmer, at de inden for de seneste tre år, har udført dårlig videnskab ved eksempelvis ikke at offentliggøre data, der ikke passer med tidligere forskningsresultater eller ved at lade sig presse af dem, der betaler forskningen, til at ændre i forskningsmetoder og resultater.

Så vi har brug for UVVU til at fange nogle af svindlerne. Men forskersamfundet bør selv i bred forstand tage fat på at sikre, at forskningen foregår på ordentlig vis.