/karriere

Supertynd kameralinse

Canadiske forskere har udviklet linse, som er fem gange tyndere end papir. De ser muligheder til brug i blandt andet kameratelefoner.

Af Bjørn Godske, onsdag 25. maj 2005 kl. 00:00

De to forskere Tigran Galstian og Vladimir Presnyakov fra det canadiske Université Laval i Québec City, har udviklet en linse der fem gange tyndere en et stykke papir og som kan fokusere uden brug af mekaniske dele.

»Der er flere oplagte applikationer for sådan en linse. Vi tror, at en af de mest lovende vil være i kameratelefoner,« siger Tigran Galstein.

Ifølge forskeren vil linsen have en langt højere kvalitet end den type som i dag bruges i telefoner.

Flydende krystal belyst med laserlys

Linsen er skabt ved at tilføre en flydende krystal et lysfølsomt materiale. Når krystallen belyses med laserlys, danner det et netværk af polymerer, som varierer i tæthed afhængig af lysets intensitet.

»Netværket vil i princippet være som et spindelvæv med større tæthed i centrum end i periferien,« forklarer Tigran Galstian.

Når den flydende krystal tilføres en svag elektrisk strøm, vil krystallerne i centrum indrette sig anderledes end dem i periferien, hvilket får den samlede krystal til at forme og opføre sig som en linse.

Linsens form – og dermed også fokuspunkt – kan ændres ved at ændre på den tilførte strøms intensitet og frekvens. Forskeren har været i stand til at ændre fokuspunktet fra 1,6 meter til 8 meter på et par millisekunder ved at øge spændingen fra 1,5 til 4,5 Volt.

De to forskeres resultater er offentliggjort i det seneste nummer af the Journal of Applied Physics.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.