»Sinai var hjem for nogle af de første mennesker på jorden, og det er her, nogle af de vigtigste begivenheder for vores historie har fundet sted. Det var på Sinaibjerget, at Moses modtog de ti bud. Det er ikke noget med, at vi skal leve i fortiden på dette kursus. Vi skal netop øve os i at være i nuet. Men al den historie, der er her i området, er en del af historien, som gør os til dem, vi er i dag. I skal bruge rammerne her til at ransage jer selv, som den kvinde og leder, I er hver især,« siger kursusleder Birgit Toft til de otte kvinder, der sidder omkring hende ved poolen.

Det er en kølig aften i februar på et hotel i den ægyptiske turistby Sharm El Sheik, og sammen med Kirsten Mellor, er Birgit Toft ved at tage hul på det udviklingskursus, som syv kvindelige ledere og jeg skal gennemgå i de kommende syv dage. Hun taler om, at vi skal bruge ugen som en pause fra en hektisk hverdag. Så vi kan få ro til at finde helheden i vores arbejdsliv og liv og finde ud af, hvad ledelse betyder for os, og hvordan vi kan tage personligt lederskab på arbejdet og i privatlivet. Som at træde tilbage fra et maleri på væggen for at kunne se helheden og sammenhængen i de enkelte deltaljer.

»Vi kommer til at møde naturen i forskellige former hernede. Ørkenen, havet, vinden, solen. Derfor vil vi også trække på kraften i naturen,« supplerer Kirsten Mellor.

Der har imidlertid ikke været megen ro over denne dag, som startede tidligt i Kastrup lufthavn. Eftersom vi endnu ikke har set andet af Sinai end hotel på hotel i turistbyen Sharm El Sheik, er det svært at føle menneskehedens historiske rødder, lige som det er svært at forestille sig, hvad naturens kræfter kan bidrage med, når man befinder sig på et velfriseret hotel, hvor naturen er begrænset til lerpotterne langs poolen. Stedet ville være en udmærket ramme for en ferie med familien, men hvad et kursus for kvindelige ledere skal på Sinaihalvøen står ikke klart for mig denne aften. Det er først, da en beduin næste morgen kører os langt væk fra civilisationen til en interimistisk lejr et sted i ørkenen, at kursusledernes ord begynder at give mening. Og de bliver stadig klarere for mig, jo længere kurset skrider frem.

Vi har ikke været mange timer i den primitive ørkenlejr, før vante rammer og regler løber ud i sandet. På et almindeligt kursus i et center i Danmark ville man med en vis ret kunne brokke sig, hvis ikke frokosten var klar omkring kl. 12. Men ingen løfter brynene her i ørkenen, da klokken bliver 14.30 før beduinerne har fanget, bragt og stegt fisk til vores frokost. Og at vi ikke får tallerkner hver især, men må spise af samme fad alle samme, synes heller ikke at genere nogen.

Samme nonchalante skuldertræk er reaktionen, når en workshop bliver udskudt eller den planlagte tur til havet bliver forsinket et par timer, fordi det ikke lige passer beduinerne at starte jeepen før. De lever i nuet og bekymrer sig tilsyneladende ikke om, hvad der skal ske i morgen eller om en time for den sags skyld, og det er som om, at det smitter. Jeg overgiver mig totalt. Bunkerne på skrivebordet, den fyldte vasketøjskurv derhjemme og de mange e-mails markeret til opfølgning er væk, og når de alligevel prøver på at trænge sig på mine tanker, mislykkes forsøget. Den slags ting passer simpelthen ikke ind i den ørken, som omgiver mig med sand og bjerge i alle tænkelige nuancer.

På et tidspunkt slår det mig, at de rå nøgne bjerge ligner papmachekulisser, som lukker den virkelige verden ude. Og det er måske netop den fornemmelse af uvirkelighed, der gør, at jeg går med til nogle ting, der ville være utænkeligt for mig i »den virkelige verden«. De daglige yogaøvelser midt i ørkenrummet og bevidsthedstræningen, hvor Kirsten Mellor guider os til at give slip på alle vores tanker:

»Sæt jer så I sidder rart, luk øjnene, lyt til lydende omkring jer – beduinerne, der snakker og støjer med nogle gryder, fuglen, der fløjter – mærk, at det er lyde, som ikke har med jer at gøre. Lyt så til jeres egne lyde. Mærk der, hvor jeres kroppe rører jorden – der hvor I mærker jeres fysiske afgrænsning. Følg jeres vejrtrækning, fra luften går ind i næsen, ned gennem lungerne og helt ned i maven, og vender tilbage og bliver udåndet. Prøv at lade være med at gribe tankerne. De kommer, men bare lad dem være...«

Lige som flere af de øvrige kursusdeltagere har jeg altid været skeptisk over for meditation. Men det er som om, at det falder naturligt, når man sidder i ørkenen. Der er heller ikke nogen, der trækker på smilebåndet, da Birgit Toft fortæller, at vi skal bruge den hinduistiske mandalastruktur til at arbejde med fire selvvalgte livstemaer. Og ingen tøver, da vi får besked på at finde vores eget sted i ørkenen, bygge os en mandala af sten eller tegne den i sandet og finde fire symboler for vores temaer, som vi skal placere i hjørnerne af mandalaen.

Inden vi sætter os ud i vores mandala, underviser kursuslederne os i presencing – en teori, der er udviklet af organisations- og ledelsesfolk fra det amerikanske universitet MIT. I stedet for at handle på rutine ud fra de erfaringer, vi har gjort os fra tidligere handlinger, skal vi lære at indlægge en omvej fra tanke til handling. Vi skal lære at »suspendere« vores første tanke, se på den udefra og nyorientere os uden styring fra vores »downloadede« erfaringer.

»Hvis eksempelvis man har erfaret, at det er godt for organisationen, hvis man arbejder 60 timer om ugen, så skal man lige stoppe op, og tænke hvorfor det er godt. Det kan godt være, at der skal 60 timer til for at nå alt det, der skal nås, men hvem siger, at det er mig, der skal gøre det hele. Måske kunne man uddelegere noget, og deri ligger nyorienteringen,« forklarer Kirsten Mellor.

Og så bliver vi sendt ud til vores mandalaer for at finde roen til at tænke, »suspendere« og nyorientere. Og det er ikke svært. For på min lille plads på jorden neden for foden af et ørkenbjerg er der helt stille. Og som jeg sidder dér kun med mig selv og udsigten til en urgammel uforanderlig natur, kommer det strømmende: En gammel ubearbejdet sorg, en forståelse af et fastkørt reaktionsmønster, et gammelt løfte til mig selv, der er endt i glemmebogen, og svar, som jeg ikke vidste, jeg ledte efter.

I ørkenens ro fik jeg den ene ahaoplevelse efter den anden, og heldigvis skrev jeg dem ned i den lille sorte notesbog, vi alle fik udleveret på kursets første dag. For godt nok lovede jeg mig selv, at jeg ville indføre daglige pauser for at få tid til at suspendere og nyorientere, når jeg kom hjem. Men det er en måned siden nu, og jeg har endnu ikke taget mig tiden til det. Der er lige en mail, der skal besvares, en avis, der skal læses, en vask, der skal sættes over – og et sidste punktum, der skal sættes i en artikel.