Intet sikringsanlæg på ulykkesstrækning
S-togsammenstødet ved Lyngby kunne måske have været afværget med et HKT-sikringsanlæg. 15 personer blev kvæstet ved ulykken.
15 mennesker kom til skade, da to S-tog kl. 12.06 stødte sammen lidt nord for Lyngby Station ved København.
I over en time kørte ambulancer sårede til hospitaler i omegnen.
I alt blev 51 kørt til observation på traumecentre på Rigshospitalet, Gentofte og Glostrup.
Men Lyngby Politi oplyste på et pressemøde kl. 16, at ingen kom alvorligt til skade. Blandt de tilskadekomne er togenes lokomotivførere.
Ved frokosttid kørte et sydgående S-tog op bag i et andet S-tog, der holdt stille før indkørselssignalet ved nordenden af Lyngby Station. Begge tog var den nye brede S-togstype.
For- og bagende på togene blev ødelagt ved sammenstødet, og de bagerste vogne på det forreste tog afsporet.
Havarikommissionen og DSB arbejder på stedet for at finde frem til ulykkens årsag.
Endnu kendes hverken årsagen til, at det ene tog holdt stille, og at det andet torpederede det eller påkørselshastigheden.
Der er ingen HKT-anlæg - hastigheds-, kontrol- og togsikkerhedsanlæg - på strækningen.
Sådanne anlæg sikrer mod sammentstød og bremser tog, hvis lokomotivføreren overser et stopsignal.
Resten af dagen ventes større forsinkelser på de fleste S-togslinier.I stedet for S-tog blev der indsat S-togsbusser mellem Gentofte og Holte.
Linie A kører mellem Hundige og Hellerup. Linje B+ kører kun mellem Høje Taastrup og København H. Linje B er det eneste S-tog mellem Hellerup og Gentofte.
Linje E kører kun mellem Køge og Svanemøllen. Mellem Holte og Hillerød kører der S-tog frem og tilbage.
Der må regnes med større forsinkelser på de fleste S-togs-linjer.
Evt. pårørende kan ringe på telefon 33 54 57 81 for nærmere oplysninger.
Box:
Otte gange de seneste 20 år er personer kommet til skade ved S-togsulykker.
Senest, 7. november 2002, mistede en person livet og fem blev kvæstet, efter at et tog fra Hillerød til Køge stedte sammen med et tomt tog mod Høje Taastrup, der holdt på et ventespor i Holte.
Året før, 14. september 2001, blev de to bageste vogne på et S-tog afsporet, da toget var på vej mod hovedbanegården i København. Ingen mennesker kommer noget til. Årsagen: en knækket aksel.
Året før, 18. januar 2000, hoppede et S-tog af skinnerne på vej til Valby Station. Tre DSB-ansatte var de eneste om bord, og ingen kommer til skade.
Fem år tidligere, 20. marts 1995 i Albertslund afsporede to 17-årige drenge et S-tog ved at lægge to betondæksler på sporet. Ingen kommer til skade.
19. august 1991 ved Dybbølsbro Station blev et netop startet S-tog påkørt bagfra af et andet S-tog, hvis lokofører overså et stopsignal. Én blev dræbt og fem alvorligt kvæstet. 65 passagerer bliver udskrevet efter behandling på skadestue.
Tre år før, 25. oktober '88, overså en elektrofører stopsignalet på et såkaldt blindspor med det resultat, at to S-tog stødte sammen ved Hellerup Station nord for København. Ingen personskader, men store materielle skader.
Bare halvanden måned tidligere, 9. september 1988, blev et holdende S-tog påkørt af en løbsk godsvogn i Hillerød. Tre personer kommer lettere til skade.
Og et halvt år tidligere, 15. februar 1988, blev et holdende S-tog påkørt bagfra på Holte Station. To vogne blev afsporet og tre personer lettere kvæstet.
27. maj 1987 stødte to S-tog sammen mellem Østerport og Nørreport. 24 kom til skade, og der skete stor materiel skade.
Året inden, 3. august 1986 på Hovedbanegården blev bagerste vogn i et ottevogns-tog afsporet, og en passager kom lettere til skade.
6. januar 1986 stødte to s-tog sammen ved Hundige på grund af is i bremserne. Ni blev let såret, og der skete en del materiel skade.






