Einstein blev første gang nomineret til nobelprisen af Wilhelm Ostwald i 1910. Og bortset fra årene 1911 og 1915 var Einstein nomineret hvert eneste år, til han modtog prisen i 1922. At prisen gang på gang gik til andre, til trods for kollegernes næsegruse beundring for Einstein, fik mange i samtiden og eftertiden til at spekulere på, om enkelte medlemmer af det svenske videnskabsakademi bevidst forsøgte at undgå at uddele prisen til Einstein.

Det mener Cecilia Jarlskog, der selv i 12 år har siddet i nobelpriskomiteen for fysik bl.a. som formand i perioden 1999-2000, ikke. Forklaringen er alene, at Einsteins største genistreger, den specielle og almene relativitetsteori, var vanskelig at hædre i henhold til de vilkår, der gjaldt for tildeling af nobelprisen.

I Alfred Nobels testamente var det specificeret, at næsten hele formuen på 32 millioner svenske kroner skulle anbringes i en fond, der årligt skulle uddele fem priser, heriblandt en inden for fysik, til den person, der i det forgangne år havde gjort den største opdagelse eller opfindelse.

Det med »det forgangne« blev man i det svenske videnskabsakademi enige om at fortolke bredt, så prisen også kan uddeles for ældre opdagelser og opfindelser, hvis betydning først er blevet åbenbar for nylig. Problemet med Einstein var, at relativitetsteorien hverken var en rigtig opdagelse eller opfindelse.

Albert Michelson og Edward Morley havde i 1887 vist, at antagelsen, om at lyset udbredtes i medium som æteren, ikke passede. Mange andre fænomener, som eksempelvis Lorentz-forkortningen, var også kendt før Einstein.

Den specielle relativitetsteori var snarere en enestående konceptuel forandring, der gjorde op med det absolutte verdensbillede, vil mange mene.

»Men nobelprisen uddeles ikke til genier, den uddeles for konkrete opdagelser eller opfindelser,« fastslår Cecilia Jarlskog, og på det område har nobelpriskomiteen altid haft en konservativ indstilling.

Bevis for rigtigheden af relativitetsteorien fandtes heller ikke i begyndelsen. Cecilia Jarlskog forklarer, at det dog ikke bekymrede mange af datidens store fysikere. Holdningen var: »Jeg er ikke sikker på, at teorien er rigtig, men den må være rigtig, for den har ingen indre modsætninger.«

Einsteins artikler i Annalen der Physik i 1905 havde vakt så stor opmærksomhed, at Max Planck i Berlin sendte Max von Laue til Bern for at se nærmere på den dengang ukendte unge fysiker.

Max von Laue blev imponeret, og det samme gjorde efterfølgende Planck, og det varede ikke længe, før samtidens tyske professorer løftede Einstein op i klasse med Isaac Newton. Det var ikke fordi, de havde let ved at forstå relativitetsteorien. Laue udtrykte den på den måde: »Man må kæmpe for at lære det«.

»Han skrev i øvrigt to udmærkede lærebøger om henholdsvis den specielle og den generelle relativitetsteori,« siger Cecilia Jarlskog.

Efter Ostwalds første nominering begyndte mange andre at nominere Einstein. De henviste alle til hans geniale tanker, men genialitet var jo ikke en del af uddelingskriteriet, så de argumenter bed ikke på.

Russeren Orest Khvolson indflettede i sin nominering i 1914, at Einstein var en talentfuld, ung forsker uden mange midler med en familie af forsørge – det faldt heller ikke ind under betingelserne for at få prisen.

Den overstrømmende beundring for Einstein kom bl.a. til udtryk i Max Plancks nominering af Einstein i 1919, hvor Planck anførte, at Einstein med sine teorier havde givet en endegyldig forklaring på gravitationens virkning.

»Det passer naturligvis ikke, selv i dag er der mange forskere beskæftiget med udvikling af gravitationsteorier,« siger Cecilia Jarlskog.

Max Planck nominerede for anden gang Einstein i et brev af 18. januar 1921. Og da ordene klinger bedst på tysk er her et uddrag af Plancks håndskrevne brev på tre sider stilet til »Dem Nobelkomitee für Physik«:

»Unter den gegenwärtig lebenden Vertreten der physikalischen Wissenschaft weiss ich kein würdingen zu nennem als der Prf. Albert Einstein«. Og længere nede i brevet ».,welche an Grossartigkeit seit den Leistungen Isaac Newton nache meine Meinung kein andere an die Seite zu stellen ist«. Så var Einsteins geni klart fastslået, mente Planck.

Nobelpriskomiteen kunne dog ikke beslutte sig for Einstein i 1921, men valgte heller ikke en anden. Uddelingen af 1921-prisen blev udskudt til 1922.

I begyndelsen af 1922 lå der 14 nomineringer af Einstein til den endnu ikke-uddelte 1921-nobelpris, og 17 nomineringer til 1922-prisen.

»Det har dog aldrig været antallet af nomineringer, der bestemmer, hvem der får prisen,« siger Cecilia Jarlskog. Men mon ikke nobelkomiteen kunne mærke et tryk, som ikke blev lettere af, at en anden person også var ved at presse sig på: Niels Bohr modtog 11 nomineringer til 1922-prisen. Bohr havde selv nomineret Einstein i 1920, men havde ikke indsendt nomineringer til 1921 og 1922.

Einsteins relativitetsteori var stadig omgæret med nogen tvivl, selv efter Arthur Eddingtons observationer under solformørkelsen 29. maj 1919 af, hvordan solens tyngdekraft påvirkede stjernernes position på himlen. Eddington fremlagde sine resultater 8. november 1919 og bekendtgjorde, at de stemte overens med Einsteins generelle relativitetsteori, men ikke med Isaac Newtons teori.

Om Eddingtons data var gode nok til en så klar konklusion er dog stadig omdiskuteret. »Han vidste, hvad han skulle finde,« mente en del fysikere. Og det er almindelig kendt, at Eddington var en af de helt store beundrere af Einstein.

Einstein havde i mirakelåret 1905 forklaret både de brownske bevægelser, den fotoelektriske effekt og lanceret den specielle relativitetsteori. Men nobelkomiteen vil næppe blive taget alvorligt, hvis den »tillod« sig at give Einstein prisen uden at omtale relativitetsteorien på den ene eller anden måde.

Det blev det svenske akademimedlem Carl Wilhelm Oseen, der selv havde nomineret Einstein både til 1921- og 1922-nobelprisen, der fandt frem til løsningen. Han fastslog, at der var tre vigtige opdagelser inden for kvantemekanikken:

Plancks opdagelsen af sammenhængen mellem energi og frekvens, Einsteins forklaring af den fotoelektriske effekt, og Bohrs atommodel, hvor elektroner bevæger sig i faste baner. Einstein bygger på Planck, og Bohr bygger på Einstein. Max Planck havde fået sin pris for 1918, så løsningen blev, at Einstein fik prisen for 1921 og Bohr prisen for 1922 – begge de to sidste priser blev uddelt i 1922.

Det blev besluttet, at Einstein skulle modtage prisen for sine fortjenester inden for den teoretiske fysik i almindelighed og specielt for opdagelsen af loven om den fotoelektriske effekt.

Mange tror i dag, at nobelkomiteen helt glemte relativitetsteorien i sin begrundelse, men det gjorde den ikke. Det officielle diplom indledes med følgende ord: »Oberoende av det värde relativitetsteorin kan få..«.

På den måde fik det svenske videnskabsakademi flettet relativitetsteorien ind, uden at den tog stilling til teorien. Det var ligegyldigt for nobelkomiteen om relativitetsteorien var rigtig eller forkert. Einstein havde alene med sin opdagelse af loven for den fotoelektriske effekt gjort sig fortjent til prisen. Priserne til Einstein og Bohr blev offentliggjort 9. november 1922.

Ved ceremonien i forbindelse med prisoverrækkelserne holdt nobelpriskomiteens formand professor Svante Arrhenius talen til ære for Einstein. Han indledte med ordene:

»Deres Majestæt, Deres Kongelige Højhed, Mine Damer og Herrer.
Der er sandsynligvis ingen levende fysiker, hvis navn er så velkendt som Albert Einstein. Størstedelen af diskussionen drejer sig om hans relativitetsteori. Denne hører hovedsageligt til erkendelseslæren og har derfor været et livligt debatteret emne i filosofiske kredse. Det er ingen hemmelighed, at den kendte filosof Bergson i Paris har udfordret denne teori, mens andre filosoffer har givet den deres fulde anerkendelse. Teorien har også astrofysiske konsekvenser som nøje undersøges for tiden«.

Og så var der ikke mere snak om relativitetsteorien. Arrhenius fremhævede derefter Ein-steins indsats omkring forklaringen af de brownske bevægelser og ikke mindst den fotoelektriske effekt. »Einsteins lov om den fotoelektriske effekt er nøje gennemtestet af amerikaneren Millikan og hans studerende og har bestået testen på brillant måde«.

Opdagelser, der er eksperimentelt verificeret, var og er den generelle vej til en nobelpris efter Nobels testamente.

Einstein var på vej til en foredragsturne i Japan, da prisen blev meddelt, og kunne derfor ikke være med til den officielle overrækkelse af prisen 10. december 1922 i Stockholm.

»Men det glædede ham utroligt meget at modtage prisen,« siger Cecilia Jarlskog.

Einstein måtte derfor vente med at holde sin nobelprisforelæsning til året efter. Det skete 11. juli 1923 i Gøøteborg. Titlen var: »Fundamental ideas and problems of the theory of relativity«. For det var relativitetsteorien folk ønskede at høre om. u