/biotek

Forskning afmystificerer placebo-effekt

Forsvar fredag af afhandling om, hvad der får saltvand og kalkpiller til mindske smerter.

Af Birgitte Marfelt, tirsdag 08. feb 2005 kl. 00:00

På fredag kl. 14 forsvarer ekstern lektor ved institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, Lars Ole Andersen sin ph.d.-afhandling om placeboeffekten.

Hans forskning viser, at begrebet gennem de seneste 200 år har ændret sig fra indbildningskraft til helbredsressourcer og postterapeutisk reaktion.

Fokus har flyttet sig fra indbildningskraft, som foregik i patienten, til placebobegrebets fokus på behandling, og tilbage på patienten og dennes ressourcer.

»Det er stadig svært at forklare, hvordan uvirksomme stoffer som eksempelvis saltvand eller kalktabletter kan mindske smerte, når det bliver givet som "rigtig" medicin. Vor tids forskning har fokus på patientens oplevelse og sætter fokus på kroppens evne til selvhelbredelse i samspil med behandlerens holdning til og samspil med patienten,« siger Lars Ole Andersen i en pressemeddelelse.

Stadig problemer med placeboeffekten

Blandt 100 patienter vil omkring halvdelen reagere positivt på uvirksom medicin. Det kaldes placeboeffekten, og placebopræparater bliver f.eks. anvendt i forbindelse med medicinske forsøg.

I dag bliver det imidlertid diskuteret, hvad der er placeboeffekt og hvad statistisk usikkerhed, hvor stor den er, og hvordan den skal defineres og forklares.


»Selv om der er 200 år og et kulturspring til forskel fra indbildningskraft til helbredsressourcer, er der en parallel. Vi har lige så store problemer med begrebet placeboeffekt i dag, som der var med indbildningskraften i 1800-tallet. Ved sygdom spekulerer mange mennekser stadigvæk over, i hvilken grad psyken kan have en indflydelse på sygdommen,« siger Lars Ole Andersen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.