/energi

Bilinspektion solgt til spansk selskab

Staten scorer 480 mio. kr. ved at afhænde Statens Bilinspektion til spansk gigantkoncern.

Af Birgitte Marfelt, mandag 17. jan 2005 kl. 00:00

Statens Bilinspektion, der i fjor gennemgik en grundig trimning med store rationaliseringer, bliver nu afhændet til et spansk selskab og indbringer dermed staten 480 millioner kroner.

Trafikministeriet har i dag indgået en aftale med Applus om overtagelse af samtlige bilinspektionens aktiver, såfremt Folketingets finansudvalg siger ja.

Det er trafikminister Flemming Hansen (K) godt tilfreds med, siger han:

»Nu kan ledelse og medarbejdere fortsætte bestræbelserne på at ruste sig bedst muligt i det liberaliserede marked for bilsyn. Statens bilinspektion har gennemført betydelige forbedringer af kundeservicen i de senere år og er godt forberedt til konkurrence og privatiseringen.« siger han og fortsætter:

»Jeg er derfor overbevist om, at privatiseringen af SBI - sammen med den netop effektuerede markedsliberalisering - vil resultere i et effektivt og stærkt konkurrencepræget synsmarked til gavn for forbrugerne,« udtaler ministeren i en pressemeddelelse.

Applus: Bilinspektioner siden 1983

Sidste juni fastlagde Folketinget rammerne for den fremtidige regulering af bilsynet, med lov om godkendelse og syn af køretøjer. Dermed kunne omsyn af personbiler og motorcykler liberaliseres 1. september.

1. januar blev almindelige syn åbnet for fri konkurrence. I lovgrundlaget var det forudsat, at SBI skulle sælges umiddelbart efter åbningen af den frie konkurrence.

Køberen, Applus, er en global certificeringsvirksomhed og et fuldt ejet datterselskab af det spanske industrikonglomerat, Agbar Group. Selskabet har været aktive inden for bilinspektion siden 1983. Med det udgangspunkt udbyder Applus inspektion, certificering og kalibrering inden for 25 sektorer i mere end 20 lande.

Agbar er markedsledende på f.eks. vandforsyning, sundhed, transport og vedligehold og opererer ud over Europa i Nord- og sydamerika, Afrika og Asien.

I skatteåret 2003, der sluttede 31. december, havde selskabet en omsætning på 2,8 mia. euro og beskæftigede over 35.000 ansatte.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk