Stafylokokker er et alvorligt problem, især på hospitaler, hvor disse bakterier kan inficere sår og bylder hos patienter, der er svækkede, enten af andre sygdomme, alder eller af, at behandlingen af dem har krævet neddrosling af deres immunforsvar.

På hospitaler er der også særligt stor risiko for udvikling af medicinresistente stammer.

Stafylokokker findes allerede i en særlig superresistent stamme, der tåler de kratige antibiotika af den såkaldte methicillin-gruppe.

De betegnes MRSA, Methicillin-Resistent Staphylococcus Aureus.

Den er i bogstavelig forstand dødsensfarlig, selv om dens efter “aureus” skyldes, at den danner smukt gyldne runde kolonier, der minder om den romerske guldmønt, aureus.

Tidlig opsnusning af infektionen er livsvigtig

Det er altså livsvigtigt at spore stafylokokkerne så tidligt som overhovedet muligt ved en infektion, både for at behandle den aktuelle patient, inden der optræder livstruende feber, og for at nedkæmpe bakterierne inden de spredes til andre.

David Morgan, som er halskirurg på Heart of England Hospital i Birmingham, fik ideen til en hurtig bakterietest en dag, da han med kort tids mellemrum opererede halsbylderne hos to forskellige patienter.

Bylderne så ens ud, men han bemærkede inden indgrebene, at de lugtede betydeligt forskelligt.

En nærmere undersøgelse efter operationer viste sig, at der var stafylokokker i den ene byld.

Morgan fik fat i en såkaldt elektronisk næse, i øvrigt af mærket Cyranose. Den består af 32 polymerbelagte elektroder og tilhørende software.

Når en prøve af flygtige stoffer (en duftprøve) ledes hen over de 32 forskellige polymere, har de hver deres karakteristske tendens til at absorbere hver enkelt stof i prøveblandingen.

Ved adsorptionen udvides polymerlaget, og den elektriske modstand i det ændres.

Denne ændring i hver af de 32 elektroder udgør prøvens mønster – eller fingeraftryk.

Stafylokokken har en let genkendeligt mønster, som e-næsens software kan genkende for lægerne. Derfor kan man på kort tid finde disse dræberbakterier.

Det kræver ikke opdyrkning af en prøve af byldens puds på en bakterieplade, og heller ikke en DNA-test. E-næsens snus afgør sagen på et kvarters tid, og er meget enkel.

En DNA-test tager et par timer. Forskerne understreger dog, at der ikke er forskel i duftmønsteret hos de forskellige stammer af aureus.

Næsen kan ikke skelne den resistente og ikke-resistente version. Her må der DNA-test til.

Men nu kan næsen hurtigt identificiere de patienter, hvis sår og bylder, man straks bør underkaste DNA-testen, og denne hurtighed kan være livsvigtig.

E-næse-teknikken beskrives detaljeret i artiklen “Identification of Staphylococcus aureus infections in hospitalenvironment: electronic nose based approach” i tidsskriftet Sensors and Actuators B, Vol.109, p.355-362, 2005.