Når en læge beslutter, at en patient skal have kalkpiller i stedet for medicin, f.eks. overfor smerter, sker det ofte, at pillerne rent faktisk virker. Patienten tror, at pillerne virker, og det gør de så.

Men er virkningen rent psykologisk?

Nej, ikke ifølge en række tests, hvor unge mænd fik smertedæmpende medicin, mens de sad med hovedet i en hjerneskanner, så man kunne måle, hvor meget deres smertereceptorer blev blokeret efter indtagelse af enten medicin eller placebo.

Jon-Kar Zubieta fik 14 mænd til at afprøve, hvad han omtale som et præparat, der "måske, måske ikke, kan lindre smerte".

De frivillige forsøgspersoner fik så først en indsprøjtning i kæben, så de fik smerter, og derefter fik de enten et virksomt stof i familie med opium, eller en virkningsløs indsprøjtning af saltvand.

Hvert 15ende sekund skulle de så vurdere graden af smerte på en skala fra 1 til 100.

I injektionsvæsken med medicin/placebo var der et radioaktivt stof, en tracer, som binder sig til de receptorer i hjernen, hvorpå hjernens egne smertestillende stoffer, endorfinerne, normalt binder sig.

Ved PET, positron-emissions-tomografi, kunne Zubieta så følge, hvor meget endorfin, der blev bundet til receptorerne.

Jo mere endorfin, testpersonernes hjerner selv producerede, desto mindre kunne der blive bundet af traceren, som konkurrerede med hjernens egne stoffer om at binde sig til receptorerne.

Resultatet var helt tydeligt. Hos de personer, der kun fik saltvandsindsprøjtninger, producerede deres hjerner en masse endorfiner, så smerterne blev lindret.

Det er altså ikke bare en fiks idé, et psykologisk fænomen, at placebopræparater, som f.eks. kalkpiller, rent faktisk virker.

Overfor smerter virker de, fordi de sætter gang i hjernens egen produktion af smertestillende stoffer. Zubietas undersøgelser omtales i en artikel i tidsskriftet Journal of Neuroscience, Vol.25, p.7754, 2005.