Ny byggelov vil tvinge voldgifter til åbenhed
Myndigheder gør op med voldgiftssystemet efter tagkollapset i Siemens Arena
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) vil have adgang til byggetekniske oplysninger i verserende voldgiftssager.
Allerede i foråret varslede Bendt Bendtsen, at han ville ændre loven, så ministeren fremover kan iværksætte offentlige undersøgelser af alvorlige svigt i bygninger, hvor mange mennesker samles. Men nu vil ministeren også have ret til at kræve
oplysninger fra bygherrer, ingeniører, udførende og alle andre, som selv undersøger en ulykke.
Der er med andre ord lagt op til et opgør med det ellers hermetisk lukkede voldgiftssystem, når Folketinget 29. januar førstebehandler ændringen af
byggeloven.
Lovforslaget betyder, at myndighederne kan kræve adgang til verserende voldgiftssager, bekræfter underdirektør i Erhvervs- og Boligstyrelsen, Jesper Rasmussen.
"Der er ingen grund til, at myndighederne gennemfører deres egen undersøgelse,
hvis andre har sat eksperter i gang med en lignende opgave. Vi skal bare sikre os, at vi får adgang til alle teknisk relevante informationer," siger han.
Balance mellem offentlighed og fortrolighed
Den direkte årsdag til lovforslaget er kollapset i
Siemens Arena for godt et år siden, hvor de involverede firmaer i måneder nægtede at give myndighederne, og den øvrige offentlighed, indsigt i den syns- og skønsrapport, som klarlagde årsagerne til den største danske byggeskandale i årtier. Og netop den
situation ønskede økonomi- og erhvervsministeren ikke at havne i igen.
Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed er ikke begejstret for lovforslaget, men kalder det dog ”spiseligt”. Undtagelsesreglerne i offentlighedsloven betyder, at papirerne
ikke vil være tilgængelige for andre end myndighederne.
"Vi har fortsat den opfattelse, at der ikke er offentlighed om voldgiftssager. Det som gør lovforslaget spiseligt for os er, at de oplysninger, som ministeren måtte få, ikke bliver underkastet
retten til aktindsigt," forklarer sekretariatschef i voldgiftsnævnet, Per Helwigh.
Når en udredning af et alvorligt svigt er afsluttet, vil økonomi- og erhvervsministeren offentliggøre en rapport om de tekniske årsager – uanset om myndighederne selv har
gennemført undersøgelsen eller fået informationerne fra andre.
Hos Erhvervs- og Boligstyrelsen tror Jesper Rasmussen dog ikke, at det bliver svært på én gang at informere offentligheden og holde papirerne ude af offentlighedens søgelys.
"Der kan stå
andet end tekniske forklaringer i de papirer, vi får. Vi ved jo ikke, om syns- og skønsfolkene eksempelvis kommer ind på spørgsmål om skyld og ansvar, som ikke kommer offentligheden ved. Sådanne oplysninger vil i så fald blive udeladt," forklarer han.
Dansk Byggeri forudser modstand
Per Helwigh er spændt på, hvordan lovforslaget – hvis det bliver vedtaget – vil blive udmøntet i praksis.
"Det skal blive interessant at se, hvordan myndighederne vil håndtere skismaet mellem hensynet til fortrolighed
for de involverede firmaer og så det at give ministeren adgang til oplysningerne i en verserende sag," siger han.
Hos Dansk Byggeri forudser direktør Michael H. Nielsen dog, at forslaget vil møde modstand, den dag ministeriet kræver at få adgang til de
følsomme oplysninger om et alvorligt svigt.
"Hverken bygherren, de projekterende eller de udførende virksomheder vil stå med åbne arme, når de bliver bedt om at udlevere oplysninger i en verserende sag. Men her må hensynet til almenvellet vinde, og
denne ændring er klart at foretrække frem for en permanent havarikommission," mener han. j
Lovforslaget blev fremsat i Folketinget 10. december 2003 og kan læses på tingets hjemmeside under ”Dokumenter”: www.ft.dk
Læs hele Ingeniørens
dækning af Arenasagen på: www.ing.dk/arena





