/byggeri

Samsung bygger verdens højeste bygning

Burj Dubai Tower bliver 800 meter højt. Det skal med 160 etager stå færdig i 2008.

Af Erik Holm, onsdag 15. dec 2004 kl. 08:00

Samsung Corporation har vundet kontrakten om at bygge verdens højeste bygning, der allerede så småt er under konstruktion i Dubai.

Efter en 11 måneders udbuds-runde fik sydkoreanerne den 1,7 milliarder kroner store ordre i hus. Tårnet vil blive konstrueret i cement, glas og stål og bliver 800 meter højt.

Dermed bliver tårnet verdens højeste bygning foran det kommende Freedom Tower i New York med 541 meter, Taiwans Taipai 101 med 509 meter og Petronas-tårnene i Kuala Lumpur, der begge rammer de 452 meter.

Del af multimilliard-projekt

Den nye skyskraber i de Forenede Arabiske Emiraters hovedstad, Dubai, hedder Burj Dubai Tower efter det område, tårnet bygges i. Det konstrueres som en del af en 45 milliarder stor "lokalplan" i Dubai, skriver BBC.

Når den 160 etager høje bygning står færdig i november 2008, vil den falde godt ind i byens i forvejen pompøse skyline. Dubai er allerede hjemby for en række af verdens mest fantasifulde byggerier såsom det syv-stjernede og strygejernsformede Burj al-Arab hotel, der mest er kendt for sin undersøiske restaurant og ekstreme luksus.

Burj Dubai Tower er tegnet af det Chicago-baserede Skidmore, Owings & MerrillI. I toppen af tårnet vil der blive bygget et offentligt observationscenter samt en privat klub. De øvrige etager skal bruges til lejligheder, forretninger samt kontorer.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.