Nyt amerikansk lasersystem testet
Star Wars er rykket nærmere, efter at amerikanerne har testet et nyt lasersystem til missilforsvar - indbygget i næsen på en Boeing 747.
Ingen kan klandre amerikanerne for ikke at tænke i alternative våben. De udvikler i øjeblikket et system med en særdeles kraftig laser placeret i næsen på en jumbojet. Systemet skal fungere som missilforsvar og er netop blevet testet. Med succes.
Som et led i den amerikanske strategi om et effektivt missilforsvar har en gruppe forskere og specialister gennem et par år arbejdet på at udvikle en meget kraftig laser, der monteret i et ombygget Boeing 747-400, skal skyde missiler ned fra himlen.
Laseren blev i sidste uge testet for første gang på Edwards Airforce Base i Californien, oplyser vicedirektøren for Boeing Missile Defence Systems, Jim Evatt, i en pressemeddelelse.
»I dag har vi testet ABL med stor succes. Vi er stolte af at se ABL-holdet føre os til det næste skridt i projektet, og vi ser frem til at opleve ABL i brug,« siger Jim Evatt.
Systemet hedder Airborne Laser, ABL. Seks megawatt højenergi lasere, kaldet Chemical Oxygen Iodine Laser eller Coil, bliver bygget ind i skroget af en 747.
Flyet sendes i luften og kan ved hjælp af infarød teknik opspore missiler i luften.
Når missilet er låst fast på radar, smadrer de seks laserstråler skroget på missilet og tilintetgør det, før det kan udløse sin sprængladning.
Sådan er tanken bag projektet i hvert fald. Og i onsdags kunne folkene bag projektet så juble, da det lykkedes at affyre laseren - dog kun i en brøkdel af et sekund. Forskerne erkender da også, at der er et stykke vej, før projektet for alvor fungerer.
En af det tekniske forhindringer er ifølge Pentagon, at få laserne til at affyre i længere tid for at opnå den ødelæggende effekt. Det skal ske uden af ødelægge den følsomme optik, som strålerne passere gennem.
De amerikanske myndigheder har indtil videre 2,7 milliarder kroner til at fortsætte udviklingen i løbet af 2005. Og det er tre af de absolut tungeste drenge fra den amerikanske våbenindustri, der er sat på sagen. Boeing-enheden Boeing Missile Defense Systems, der leder projektet, Northrop-Grumman, der bygger laseren og Lockheed Martin, som skal levere stabilitets-teknologi.






