Danske synkrotroner for milliarder
Elektronikvirksomheden Danfysik i Jyllinge nær Roskilde skal levere strålekanoner til Siemens' program for behandling af kræft.
Danfysik A/S
2000-2003 - To nøglefærdige systemer med synkrotron-acceleratorer på tre GeV til Canada og Australien.
2004 - Leverancekontrakt med Siemens om ion-synkrotroner til partikelterapi mod kræft.
Ejere: Dansk Kapitalanlæg A/S 41,6 pct. - PKA 32 pct. - resten ejes af Danfysiks ledelse.
Ansatte: 115 i Danmark og 30 i England.
Koncernen omsatte i 2003 for 139 mio. kroner.
Elektronikvirksomheden Danfysik i Jyllinge nær Roskilde skal levere strålekanoner til Siemens' program for behandling af kræft. Det handler om såkaldte partikel-acceleratoranlæg (synkrotroner), som med millimeters nøjagtighed kan ramme kræftceller uden at skade det omkringliggende væv.
»Det er en samarbejdsaftale, som foreløbig gælder fem år. Over en årrække giver aftalen mulighed for at afsætte acceleratorer for milliarder på verdensmarkedet,« forudser Danfysiks adm. direktør Bjarne Roger Nielsen.
Danfysik beskæftiger 145 medarbejdere heraf 30 i England, og koncernen omsatte sidste år for 139 mio. kr. – et beløb som ventes tredoblet i løbet af de næste tre til fem år. Virksomheden har 40 års erfaring med synkrotroner.
I en synkroton bliver protoner eller elektroner accelereret i en cirkelformet bane, indtil de opnår den ønskede energi. I de største anlæg kan hastigheden komme helt op i nærheden af lysets hastighed.
Danfysik skal levere synkrotroner, der skal anvendes til at udføre partikelterapi med både protoner og kulstofioner i samme system. Sådanne anlæg koster et trecifret millionbeløb stykket.
Elektronikvirksomheden Danfysik i Jyllinge nær Roskilde skal levere strålekanoner til Siemens' program for behandling af kræft. Det handler om såkaldte partikel-acceleratoranlæg (synkrotroner), som med millimeters nøjagtighed kan ramme kræftceller uden at skade det omkringliggende væv.
»I de nærmeste år regner vi med at ansætte omkring 30 ingeniører og fysikere,« siger Bjarne Roger Nielsen til Ingeniøren. Han venter, at aftalen med Siemens resulterer i den første ordre inden for ganske få måneder.
Direktøren regner med, at det efterhånden bliver muligt at benytte serieproduktion til de nye strålekanoner med en kapacitet på to-tre anlæg pr. år.
»På verdensplan er der på nuværende tidspunkt kun installeret nogle få specialmaskiner. I Europa er universitetet i Heidelberg ved at bygge verdens hidtil mest avancerede partikelterapianlæg. Danfysik er underleverandør til anlægget, som bliver en slags prototype på dem, vi skal levere til Siemens. Vi kan selv installere det første færdige synkrotronacceleratoranlæg, to et halvt år efter vi har modtaget ordren fra Siemens,« fortæller Bjarne Roger Nielsen.
Siemens Medical Solutions er en af verdens største leverandører til sundhedssektoren.






