Af en eller anden grund synes den videnskabelige verden at have været mere fuld af saft og kraft i slutningen af det 19. århundrede og de første to årtier af det 20. århundrede, end den er i dag. Arenaen var præget af store markante personligheder. Det var i denne periode, at Danmark høstede tre nobelpriser inden for naturvidenskab, og det var i denne periode, at intriger fra forskningens verden kunne danne overskrifter på avisernes forsider. Tiden var selvfølgelig en anden – både hvad angår selve forskningens vilkår, men i høj grad også forskningens indhold.

Bogen »Den sidste naturhistoriker. Naturforkæmperen og videnskabsmanden, Carl Wesenberg-Lund« fører læseren tilbage til den tid, hvor en naturhistoriker kendte sin zoologi og botanik til fingerspidserne. Forskningen var endnu ikke så specialiseret og marginaliseret, som den er i dag – en videnskabsmand trådte i lige så høj grad i karakter via sin holdning til filosofi og religion, som ved sin forskningsmæssige formåen.

Bogen rummer, som titlen antyder, en fortælling om Carl Wesenberg-Lunds liv som videnskabsmand og naturforkæmper. Carl Wesenberg-Lund støbte fundamentet til ferskvandsbiologisk forskning i Danmark og grundlagde bl.a. Ferskvandsbiologisk Laboratorium i Hillerød. Forfatter til bogen er Kaj Sand-Jensen, professor ved selv samme laboratorium.

Carl Wesenberg-Lund skilte sig ud fra den lille hob af unge naturvidenskabsmænd på flere måder. Han brød datidens videnskabelige tradition med at studere livet gennem det døde. Hvor langt de fleste studerede døde dyrs anatomi og morfologi, valgte Carl Wesenberg-Lund at kigge på de levende dyr i deres naturlige omgivelser og på alle tidspunkter af året. Metoden virker i dag indlysende, men den brød i høj grad med datidens videnskabelige metoder. Carl Wesenberg-Lund var økolog. Hans interesse gjaldt ikke kun de enkelte dyr set gennem et zoologisk objektiv. Det omgivende miljø – de fysiske parametre og andre dyr, og deres samspil – vækkede i høj grad interesse. Carl Wesenberg-Lund var den første zoolog, der undersøgte økosystemet i Furesøen på Sjælland.

Senere i karrieren ytrede han sig ofte i aviser og radioen. Han skrev bøger og arbejdede bl.a. for Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Jagtforening. Han markerede sig i høj grad som naturforkæmper og gik ind for bevarelse af naturens mangfoldighed.

Bogen handler ikke kun om Carl Wesenberg-Lund. Perioden er præget af andre markante personligheder, som ikke er til at komme uden om, hvis man skal have et indblik i datidens forskningsverden. Kaj Sand-Jensen formår i sin fortælling at runde Japetus Steenstrup, Eugenius Warming og August Krogh. Ikke for meget, ikke for lidt. Men lige nok til at vække nysgerrighed.

Ingen af de herrer figurerer til gengæld i »Videnskabens kæmper, fra Aristoteles til Stephen Hawking«. Men det gør fire andre store danske videnskabsmænd; Tycho Brahe, Hans Christian Ørsted, Ole Rømer og Niels Bohr. Bogen omfatter 26 biografiske fortællinger.

Alle personer, hvis forskning og tænkning har haft afgørende betydning for videnskaben og den måde, vi opfatter vores verden på i dag. Bogens fortsæt er at beskrive både de græske tænkeres forestillinger om verdens oprindelse, Newtons love, Einsteins relativitetsteori og Charles Darwins evolutionsteori. Derved bliver læseren ført gennem videnskabelige gennembrud på tværs af videnskaberne; i astronomi, filosofi, biologi, matematik og fysik. Tidsmæssigt taler vi om en videnskabelig revolution, der startede helt tilbage ved Aristoteles' tid (348 f. kr.), og som kulminerede i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet med et utal af nye opdagelser. Det er meget at forsøge at beskrive 2.500 års udvikling på knapt 200 sider.

Bogen er fin, hvis man ønsker en hurtig indføring i videnskabens verden, eller hvis man ikke tidligere har hørt om Darwins teorier og opdagelsen af DNA. Men med en tekst på kun få hundrede sider, når man ikke langt. Og da slet ikke, hvis der fra redaktørens side ikke er gjort et omhyggeligt arbejde ved brug af ordene. Som dansker er man selvfølgelig interesseret i at få udpeget de steder i videnskabshistorien, hvor danske mænd og kvinder har gjort et nævneværdigt stykke arbejde. Men en variation i introduktionen af hver enkel biografi havde været på sin plads. Så man ikke skulle læse følgende:

»Tycho Brahe er en af de få danskere, der for alvor har ændret verdenshistorien.«

»Hans Christian Ørsted hører til blandt de få danskere, der i videnskabens historie har vist internationalt format.«

Og i en mindre boks: »Ole Rømer er en af de få danskere, der for alvor kan gøre sig i selskab blandt videnskabens store personligheder.«

Niels Bohr er den eneste danske videnskabsmand, der ikke bliver introduceret på denne måde.

Fire videnskabsmænd, hvis arbejde har været med til at ændre verden – det er slet ikke så ringe endda. Derfor vækker den gentagne formulering »de få« i høj grad forundring og irritation. Men når det er sagt, er bogen spændende læsning. Især hvis man ønsker en kort introduktion til verdenshistorien set gennem det videnskabelige okular.