Metrocityring kan gå to veje
Politikerne i Københavns og Frederiksberg kommuner er stadig uenige om, hvor den kommende Metrocityring skal placeres. Nu står valget dog kun mellem to mulige løsninger.
18 konkrete forslag til linjeføringen for den kommende Metrocityring er nu barberet ned til to forskellige løsninger. Politikerne er imidlertid dybt uenige om, hvilken af de to løsninger, der er den bedste, skriver Berlingske Tidende.
Det er en intern strid mellem København og Frederiksberg kommuner, som er årsag til, at ikke én - men to versioner af en Metrocityring kommer med i opløbet, inden det i løbet af 2005 skal afgøres, om der skal udarbejdes et egentligt beslutningsgrundlag for det ambitiøse projekt.
Første etape af Cityringen, der alene går gennem Københavns Kommune, skal ifølge en indstilling fra Københavns økonomiudvalg samt bygge- og teknikudvalget gå fra Hovedbanegården til Nørrebro Station via Rådhuspladsen, Kongens nytorv, Marmorkirken, Østerbro Station, Poul Henningsens Plads og Vibenhus Runddel.
Denne etape er der tilsyneladende enighed om, hvorimod der er stor uenighed om placeringen af anden etape af Cityringen, der går fra Nørrebro Station og tilbage til Hovedbanegården.
De københavnske politikere ønsker, at ringen skal betjene boligområderne på indre Nørrebro og anbefaler derfor en linjeføring via stengade og Forum Station på Frederiksberg.
Det er Frederiksberg kommune ikke enige i. Kommunen har meddelt Trafikministeriet, at den ikke vil være med til at finansiere en Metroring, der går via Forum, da banen derved kun kommer til at betjene et lille hjørne af kommunen.
Politikerne på Frederiksberg ønsker i stedet, at metroen kommer til at betjene den centrale del af kommunen og får stationer ved Landsarkivet, Aksel Møllers Have og Fredriksberg Station.
Der er endnu ikke sat en deadline på, hvornår der skal tages en beslutning. Hvis Metrocityringen bliver vedtaget, vil anlægsarbejdet ifølge de foreløbige beregninger vare omkring 12 år. Dog kan den første etape åbne efter ca. ni år.






