/energi

Bølgepølse søsat ud for Skotland

Et 120 meter langt pølseformet bølgekraftanlæg med en kapacitet på 750 kW er sat i søen efter seks års udvikling.

Af Sanne Wittrup, torsdag 26. feb 2004 kl. 00:00

Efter seks års udvikling har det britiske selskab, Ocean Power Delivery, netop søsat prototypen på sit bølgekraftværk ud for Skotland. Efter nogle indledende afprøvninger skal anlægget til Orkney-øerne, hvor den egentlige test skal foregå.

Projektet er støttet af det britiske erhvervsministeriums energiprogram samt af energiselskabet Hydro, der har købt sig ind i projektet, som bærer navnet Pelamis Wave Enegy Converter.

Bølgeanlægget er udformet som en 120 meter lang, leddelt pølse af stål med en diameter på 3,5 meter. Pølsen, som er forankret med en trosse til bunden, ligger halvt neddykket i bølgerne og består af af tre led, som hver kan bevæge sig uafhængigt af hinanden via nogle særlige hængsler. Når pølsen vipper i bølgerne, bliver en væske under højt tryk inde i pølsen presset sammen og ind i en hydraulik motor, der driver en generator. I hvert led af pølsen sidder en energiproducerende unit, hvorfra strømmen føres ned og samles på bunden.

Dobbelt så dyr som vindkraft

Prototypen har en effekt på 750 kW med en anslået årlig elproduktion på 2,7 GWh. Og selskabet håber med tiden at kunne samle 40 pølser i offshore-bølgekraft-parker med en samlet effekt på 30 MW.

Økonomien i anlægget er endnu ikke noget at råbe hurra for. Indtil videre er der anvendt godt 85 mio. kroner på projektet, men Hydros direktør for Technology Ventures, Richard George Erskine forklarer i en pressemeddelelse, at prisen pr. kWh stadig er oppe på 60 øre, hvis anlægget opbygges af tilgængelig teknologi:

»Prisen er dobbelt så høj som for vindkraft-el, så vi bliver nødt til at få prisen ned på 30-40 øre pr kWh indenfor de næste ti år,« siger han.

World Energy Council har vurderet, at 15 pct. af verdens energibehov kan klares ved hjælp af bølgeenergi.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk