/rumfart

I dag er det Ørsteds fødselsdag, hurra, hurra

Kl. 11.29.55 er det fem år siden Danmark med opsendelsen af Ørsted-satellitten blev en rumnation.

Af Jens Ramskov, mandag 23. feb 2004 kl. 00:00

Der skulle mange aflyste opsendelsesforsøg til i begyndelsen af 1999, før det den 23. februar 1999 kl. 11:29:55 endelig lykkedes at få Delta II raketten med blandt den danske Ørsted-satellit ombord sendt op fra Vandenberg-basen i Californien.

Efter mange års venten var Danmark endelig blevet en rumnation. Og det er vi stadig, for den lille Ørsted-satellit har vist sig meget mere hårdfør end forskerne og ingeniørerne havde forventet.

Havde den levet blot nogle få uger, ville alle have været parat til at kalde den en succes. Nu gik det så godt, at det første problem med satellitten opstod efter 14 måneder. Da var der nemlig ikke afsat flere penge til at drive satellitten for.

De økonomiske problemer fandt dog også en løsning, og i dag er Ørsted stadig så velkørende, at Ørsted-teamet forventer, at den sagtens kan holde sig på ret kurs mindst to år endnu.

Ørsted har givet de hidtil mest nøjagtige målinger af Jordens magnetfelt. Den har været præsenteret på forsiden af flere videnskabelig tidsskrifter og er måske et af de allerbedste beviser på, at småsatellitter kan resultere i store forskningsresultater.

Så lad os alle ønske Ørsted til lykke med fødselsdagen i dag – hurra, hurra, hurra, hurra, HURRAAAAAAH.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.