Forbrugerelektronik sviner med strømmen
En krybetur rundt i en almindelig husholdning afslører et forbløffende stort antal apparater, der sluger strøm til ingen nytte
Fra skrivebordets mørke dyb til stereo- og tv-anlæggets bagside. En jagt rundt i lejligheden bringer et umanerligt stort antal støvede strømforsyninger og elkabler for dagen, som man ellers lykkeligt lukker øjnene for. ADSL-udstyr og en lille hjemmepc var de største syndere på turen.
Ømme knæ og aktivering af ukendte muskelgrupper i ryggen, er den lille pris for et overraskende indblik i hjemmets strømforbrug. Med blikket i kattehøjde og højre hånd fattet om en lille kompakt strømmåler fra Elsparefonden, det såkaldte sparometer, er de fleste hjems strømforbrug checket for på en times tid.
Den første overraskelse på kravleturen udover elkablers evne til at virke som støvmagneter er det store antal klodsede strømforsyninger, strømskinner og forlængerledninger, der er nødvendige for at få hjemmets forbrugerelektronik til at virke. Faktisk er hvert eneste rum i den gennemsøgte 120 kvadratmeter-lejlighed i København udstyret med elektriske apparater, som bruger standby-strøm til at kunne blive vakt til live via en fjernbetjening eller en knap på apparatet.
Det gælder for soveværelsets ekstra tv, den elektriske tandbørste i opladeren på badeværelset, køkkenets miniradioanlæg, den trådløse dect-telefon, stereoanlæg, minipc og tv-apparat i stuerne til arbejdsrummets opbud af pc, højttalere, adsl, isdn, printere og routere og netværks-hub. I alt ikke mindre end 18 apparater af forskellig beskaffenhed og med et strømforbug i dvaletilstand, som varierer fra det ubetydelige til det uventet store.
Sparometeret er nemt at bruge. Den lille plasticboks med display sættes i strømstikken og ligeså snart det apparat, der skal måles på bliver tilsluttet gennem sparometret, vises strømforbruget og den beregnede årlige udgift løbende. Prisen på strøm kan indkodes, så den passer med den lokale elleverandørs priser.
Beregningerne kan også ske over længere tidsperioder, hvis man eksempelvis ønsker at undersøge, hvor meget frysere og køleskabe koster i strømforbrug.
Første stop på gennemgangen var soveværelset, hvor et nyere lcd-fjernsyn residerer. Her blev standby-forbruget målt til 5W - en udgift på omkring 67 kroner om året for at se på en sort skærm i fodenden. Køkkenets beskedne Dantax-stereoanlæg var en overraskende strømtyv med 7,2 W standby-forbrug svarende til 97 kroner om året.
Men det var i lejlighedens tre stuer, at de seriøse strømslugere skjulte sig. I den lette ende drejer det sig om fjernsyn og dvd-afspiller som blev målt til en samlet årlig udgift på 100 kroner. En Sony-receiver viste sig at indtage en førsteplads. Receiverens forbrug var på beskedne 0,2 W, svarende 2,75 kroner om året - et fornemt forbillede for den mini-pc, den deler hyldeplads med.
En let håndspålæggelse på pc'ens bagside føltes nemlig som en lunken radiator og målingen viste et urimeligt højt standby-strømforbrug på 8,3 W svarende til 112 kroner om året.






