52 ton tungt reaktorlåg løftet væk fra Fukushima-bygning
Oprydningen efter Fukushima-katastrofen fortsætter, og nu er låget til atomkraftværkets reaktor 4 blevet fjernet. Det skriver svenske Ny Teknik.
Det lykkedes den japanske kraftværksoperatør Tepco at montere en kran fast til låget, som efter sammenstyrtningen har ligget blandt bygningsmaterialerne inde i reaktorhallen.
Af hensyn til strålefaren for oprydningsarbejderne skulle Tepco foretage løftet af det 52 ton tunge låg så hurtigt som muligt, og arbejdet blev klaret på 15 minutter.
Fjernelsen af låget er en del af den igangværende oprydning af reaktorbygning 4. Planen for oprydningen er, at bygningens opbevaringsbassin for brugt kernebrændsel skal fjernes.
Det sker ved at opføre en beskyttende teltkonstruktion rundt om ruinen, præcis som operatøren gjorde, da de begyndte byggearbejdet på reaktorbygning 1. Teltkonstruktionen skal holde på den radioaktive forurening.
Før det kan lade sig gøre, skal store mængder byggeaffald som stål og beton dog fjernes først. Ved at få fjernet låget er Tepco dermed et skridt længere i den proces.




Kommentarer (0)