/energi

Skilte med "Uheldskryds"

Bilister overholder ikke vigepligt i "fransk kryds" syd for Viborg.

Af Birgitte Marfelt, tirsdag 25. nov 2003 kl. 00:00

Et kryds syd for Viborg er så hårdt og uhelbredeligt ramt af trafikuheld, at det nu er blevet udstyret med et skilt med teksten "uheldskryds".

Efter en række trafikuheld blev Birgittelyst-krydset syd for Viborg i 2001 ombygget til en såkaldt fransk løsning. Det betyder, at trafikanter, der kommer fra Herningvej og skal mod nord, sammenflettes med den nordgående trafik på Vejlevej i et særligt flettespor.

Men ombygningen fjernede ikke trafikuheldene i krydset. Derfor har Viborg Amt, ifølge Vejdirektoratets website, nu aftalt med politiet at opsætte nye skilte og dæmpe hastigheden.

Uheldene i krydset skyldes trafikanter, der ikke overholder deres vigepligt, når de skal køre fra Herningvej mod nord. De bliver ramt af biler, der kører mod syd på Vejlevej.

Ved siden af skiltningen bliver der også etableret hastighedsbegrænsning på 70 km/h i sydgående retning på Vejlevej. Hensigten er både at minimere antallet af uheld, men også omfanget af skader ved vigepligtsuheld i krydset.

Samtidig er Viborg Amt i gang med en analyse af forholdene for at skabe en varig forbedring af trafiksikkerheden.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk