En gruppe forskere under ledelse af Bruce Campbell fra Smithsonian, har brugt det store Arecibo-teleskop i Puerto Rico til at sende radiosignaler mod Månen. Resultaterne er blevet offentliggjort for nylig i tidsskriftet Nature.

De første spor af vand på månen kom fra Clementime-rumsonden i 1996, som fandt tegn på vand i kraterne ved Månens sydpol. Siden viste også neutronspektrometeret på Lunar Prospector i 1998 tegn på store mængder brint i omkring én meters dybde ved polerne.

Intet spor af is ved polerne
Nu har radarobservationerne med 12 og 70 centimeters bølgelængde ikke kunnet finde spor af de tykke islag ved polerne, som Lunar Prospector antydede fandtes. Arecibo-radaren er god til at se refleksioner fra uregelmæssigheder inden i isen, som giver et kraftigt retursignal. Signalerne kan trænge op til fem meter ned i Månens overflade.

Campbell og hans kollegaer mener, at hvis der findes vand på Månen, så er det ikke det tykke lag som tidligere antaget og som findes i skyggen af kratere på f.eks. Merkur. Radarobservationer af Merkur viser tydeligt islag på omkring en meter tykkelse dækket af støv i skyggen af nogle kratervægge. Dette har man ikke kunnet finde på Månen.

Teorien går i stedet på, at vandet findes som permafrost i støvlagene.

Campbell og hans kollegaer har undersøgt nogle kratere, som befinder på steder, hvor Solen kun står op to grader over horisonten. Det betyder, at et menneske som står nede i kraterne, aldrig vil komme til at se dagslys.

Arecibo blev brugt på Shoemaker- og Faustini-kraterne ved sydpolen, samt Hermite-krateret og en masse mindre kratre inden i det store Peary-krater. Til sammenligning undersøgte Clementine bl.a. Shackleton-krateret, som ikke kan ses fra Jorden.

Ifølge Campbell, går diskussionen derfor nu på fortolkningen af data fra de forskellige områder.